Der er rigtigt mange, der spørger efter gratis mindfulness-apps, og især på dansk. Derfor tester jeg løbende nye og gamle apps og samler de bedste i artiklen her.
Når jeg siger, at det er de bedste, kan det aldrig blive særligt objektivt. Der findes ikke en vægt at veje det på. Men de er udvalgt efter de her kriterier:
- Det er klassiske mindfulness-meditationer
- Sproget er dansk
- Lydkvaliteten er god
- De virker både til Android/Apple
- Der er mest muligt gratis indhold
Hvad kan mindfulness-apps bruges til?
En mindfulness-app kan være en god støtte og give let adgang til guidede meditationer, men det er ikke en smutvej til hurtigt at lære mindfulness.
Træningen er den samme, uanset om du bruger en app, guidede meditationer på et website eller lydfiler downloadet til din telefon.
Styrker ved mindfulness-apps
- De kan give hurtig og let adgang til guidede meditationer fra en eller flere undervisere.
- En del indeholder en timer, så du selv kan sætte en klokke efter en bestemt periode.
- Nogle apps registrer hvor ofte og hvor meget du får mediteret. For nogle kan det være en støtte.
- Nogle apps kan give dig en reminder, så du bliver mindet om at meditere.
Begrænsninger ved mindfulness-apps
- Du skal have din telefon fremme, når du mediterer, hvilket kan virke forstyrrende.
- De kan ikke erstatte live undervisning med en dygtig lærer
- De kan ikke erstatte fællesskabet ved at meditere sammen med andre
- De er ikke en genvej til at lære mindfulness hurtigere eller lettere.
Når alt det er sagt, så kommer der her et udvalg af de bedste gratis mindfulness-apps i 2023 med indhold på dansk. Hvis du har forslag til flere, der bør med på listen, hører jeg meget gerne fra dig 😊
- Insight Timer
- Mindfulness Appen
- Åben og rolig
- Nærvær af Lars Damkjær
- STOP-appen
- Mindfulness på dansk
Hvis du leder efter apps til børn, så tjek i stedet artiklen her:
5 gode mindfulness-apps til børn.
1. Insight Timer
Insight Timer er en fantastisk app med uoverskueligt meget indhold.
I alt indeholder den 150.000 gratis meditationer fra over 3000 undervisere (2023-tal). Du finder indhold fra hele verden og alle typer af meditationer.
Der er heldigvis gode muligheder for at afgrænse din søgning med en lang række filtre.
Fx kan du vælge meditationer på dansk, mindfulness-meditationer eller en bestemt underviser. Du kan også søge efter meditationer uden baggrundsmusik, eller meditationer på en bestemt længde.
Så hvis du ved, hvad du vil have, kan du finde det her.
Danske og internationale meditationslærere
Du kan blandt andet finde meditationer fra danske MBSR-lærere som Lone Overby Fjorback (lagt op af Mette Bahnsen i det navn), Rikke Brahen Lauritzen, Mie Glud Pedersen, Christin Illeborg, Jacob Sander Bojsen og Lise Lotte Trujillo.
På engelsk er der meditationer med for eksempel Jack Kornfield, Sharon Saltzberg, Joseph Goldstein, Kristin Neff, Tara Brach og Thich Nhat Hanh.
Du kan gemme dine favoritter, så de er hurtige at finde igen.
Download: App Store og Google Play
Gratis indhold på dansk i Insight Timer
- Guidede meditationer: Du kan finde alle klassiske mindfulness-meditationer på dansk, herunder alle øvelser fra MBSR-programmet. Fx bodyscan i forskellig længde, meditation på åndedræt, på kærlig venlighed og stående og liggende mindful yoga.
- Timer: Appen har den bedste timer-funktion, som jeg har set. Du kan selv vælge klokke-lyd, længde og interval mellem klokker. Du kan vælge mellem forskellige baggrundslyde som fuglesang, rindende vand eller bølger.(Mange bruger appen alene for timeren).
- Statistik: Der er mulighed for meget detaljeret at følge, hvor meget du mediterer per dag, uge eller år.
- Fællesskab: Adgang til meditationsfællesskab, hvor du kan debattere og vidensdele med brugere over hele verden.
- Påmindelser: Mulighed for påmindelser på telefonen.
- Mediter offline: Du kan bruge klokke-meditationerne offline, men ikke de guidede meditationer (premium funktion).
Premium-funktioner
Et abonnement til premium-funktionerne koster 495 kr. i året (2023-tal). Premium giver blandt andet adgang til at afspille meditationer offline og til appens mange meditations-kurser.
2. Mindfulness Appen – mindfulness for alle
Mindfulness Appens gratis version er let at gå til, hvis du gerne vil i gang med mindfulness. Den giver adgang til nogle enkelte guidede meditationer på dansk og har en rigtig fin timer, hvor du selv kan indstille en lang række ting. Indholdet er optaget i god kvalitet og indtalt med en rolig mandestemme.
Mindfulness Appen er udgivet af svenske MindApps og speakeren i den danske udgave er Bjarne Nybo, der er uddannet hos Deepak Chopra i USA.
Download: App Store og Google Play
Gratis indhold på dansk i Mindfulness Appen
- Guidede meditationer: På dansk er der gratis meditationer på 3, 5, 15 og 30 minutter og en bodyscan på 5 minutter. Der er flere meditationer på engelsk.
- Timer: Rigtig god timer, hvor du selv vælger længde, interval mellem klokker og om der skal være en guidet introduktion.
- Forløb: En fem-dages introduktion til mindfulness med daglige guidede meditationer.
- Statistik: En fin funktion, der holder styr på, hvor meget du mediterer hver uge og hvor mange dage i træk.
- Påmindelser: Mulighed for påmindelser, der hjælper dig med at være mindful i løbet af dagen.
- Baggrundslyd: af strand, regn eller skov kan vælges til eller fra.
- Mediter offline: Ja
Premium-funktioner
Premium udgaven koster 79 kr. i måneden (2023) og giver adgang til 440 guidede meditationer og mulighed for at meditere offline.
Du kan få syv dages prøveperiode, der giver adgang til meditationer med blandt andet Jon Kabat-Zinn, Joseph Goldstein, Pema Chödrön, Tara Brach.
3. Åben og Rolig
Appen er en del af Åben og Rolig-programmet, som blandt andet Aalborg og Københavns Kommune tilbyder mod stress. Programmet varer 9 uger med en ugentlig mødedag på 3 timer. Det er gratis at deltage, men du skal henvises af din læge.
I appen får du adgang til en lang række guidede mindfulness-meditationer af forskellig varighed. Appen indeholder i alt 24 forskellige meditationer.
Appen (og programmet) er udviklet af Center for Psykisk Sundhedsfremme, der er stiftet af Christian Gaden Jensen. Meditationerne er indtalt af en række Åben og Rolig-instruktører.
Download: App Store og Google Play
Gratis indhold i Åben og Rolig Appen
- Guidede meditationer: I alt 24 meditationer, blandt andet siddende meditationer med fokus på kroppen, åndedrættet, tanker og følelser eller sociale relationer i forskellige længder. Den indeholder også en bodyscan på 18 minutter.
- Timer: Ingen timer, men sekvenser på 10, 15, 20 og 30 minutter i stilhed.
- Undervisning: Du kan se en række videoer på ca. 10 minutter om de forskellige temaer i programmet. Fx om sociale relationer, kroppen og psyken.
- Mediter offline: Ja
4. Nærvær af Lars Damkjær
Nærvær er en enkel og indbydende app med et fint udvalg af gratis meditationer. Meditationerne har forskellige længde og form, men tager alle afsæt i mindfulness.
Appen indeholder blandt andet to længere yoga-sekvenser, bodyscan, yoga nidra og en række forskellige siddende meditationer. De er alle indtalt med en rolig og behagelig mandestemme.
Appen er udgivet af Lars Damkjær, der er yogalærer og mindfulnessinstruktør. Han underviser i MBSR (mindfulness baseret stressreduktion) og har taget instruktør-uddannelsen hos Mindfullife.
Download: App Store og Google Play
Gratis indhold på dansk i appen “Nærvær”
- Guidede meditationer: 10 guidede meditationer, blandt andet bodyscan, opmærksomhedsmeditationer, meditation på åndræt
- Yoga: 45 minutters mindful hatha yoga, 46 minutters yin yoga og 30 minutters Yoga Nidra.
- Mediter offline: Ja
Tilkøb: I appen kan du tilmelde dig kurser, købe underviserens bog og tilmelde dig yogavivo.dk.
5. STOP – Mindfulness Skole App
STOP er en gratis app til elever i de ældste skolebørn. Den er alligevel med her som en af de bedste gratis mindfulness-apps på dansk, fordi den i lige så høj grad kan bruges af forældre og andre voksne.
Appen er udviklet som en del af et undervisningsforløb i mindfulness til de ældste skoleelever, men kan bruges uafhængigt af undervisningsmaterialet.
Den er er let at komme i gang med og indeholder et stort udvalg af klassiske mindfulness-meditationer. Appen giver også en kort introduktion til mindfulness, hvor du kan læse om, hvordan det påvirker hjernen, kroppen og din trivsel.
Download: App Store (findes ikke længere i Google Play)
Gratis indhold i Mindfulness Skole Appen:
- Guidede meditationer: 15 forskellige mindfulness-meditationer og øvelser i forskellige længder (typisk 5, 10 eller 15 minutter). Fx bodyscan, meditation på åndedrættet, på kærlig venlighed, på at spise med opmærksomhed og stående og liggende mindful yoga.
- Timer: Der er ikke en timer-funktion, men 8 forskellige stilheds-meditationer på 1-45 minutter med en klokke.
- Statistik: Appen registrerer hvor mange øvelser, som du laver. Du kan også følge, hvordan dine aktuelle følelser måske ændrer sig i takt med, at du laver mindfulness over en længere periode.
LÆS OGSÅ: Anmeldelse af STOP – Mindfulness Skole Appen
6. Mindfulness på dansk
“Mindfulness på Dansk” er udgivet og produceret af Ghita Søgaard fra klinikken ‘Fjordlys’ ved Ringkøbing Fjord. Hun er uddannet ergoterapeut og mindfulness-instruktør fra Dansk Mindfulness Akademi.
Appen indeholder klassiske mindfulness øvelser, som bodyscan, yoga, meditation på åndedrættet og kærlig venlighed. Du kan gratis prøve en kort version af 8 forskellige øvelser, hvor de fleste er 5-10 minutter.
Download: App Store og Google Play
Gratis indhold i Mindfulness på dansk-appen:
- Guidede meditationer: 8 forskellige korte meditationer og øvelser, blandt andet en to korte bodyscan-meditationer, siddende yoga, åndedrætsmeditation og meditation på kærlig venlighed.
- Timer: Ingen timer-funktion, men appen indeholder en selvguidet meditation med klokker på 30 minutter.
Premium: Premium-udgaven indeholder 15 timers meditationer og øvelser, som kræver et abonnement på 19 kroner i måneden. Du kan prøve en uge gratis.
Mindfulness-apps der koster lidt
Nu handler artiklen her om gratis mindfulness-apps, men du kan også købe rigtigt fine apps for et engangsbeløb:
- MindCoach: Indeholder blandt andet 24 meditationer og 5 yogaserier. Du kan prøve en gratis bodyscan. Hele appen koster 79 kr. Udgivet af MBSR-lærer Tina Christensen. Gå til c-c-m.dk.
- Mindfulness – Birthe Buhl: Indeholder en gratis bodyscan. Hele appen koster 79 kr. Udgivet af Birthe Buhl, der er mindfulness-instruktør/MBKT-lærer. Gå til birthebuhl.dk.
- Mindfulness i hverdagen: Indeholder en gratis åndedrætsmeditation på 12 minutter. Hele appen kan købes for 35 kr. Udgivet af Allan Bau Petersen der er uddannet psykolog og indehaver af Psykolog Centrum i Odense. Gå til psykolog-centrum.dk.
NB: Der indgår affiliate links på denne side.