Før jeg starter et nyt mindfulness-kursus (MBSR), holder jeg altid et gratis og uforpligtende orienteringsmøde.
På mødet kan du prøve et par meditationer, høre mere, se lokalet og møde mig og de andre deltagere. Og du kan stille alle de spørgsmål, som du har til MBSR-kursets form og indhold.
Nogle spørgsmål går ofte igen – og dem har jeg samlet her.
Har du andre spørgsmål, eller vil du med til mit næste orienteringsmøde, så skriv til [email protected].
- 1. Skal jeg sidde på en pude på gulvet?
- 2. Er der pauser undervejs?
- 3. Hvilket tøj skal jeg have på?
- 4. Hvor lange er meditationerne?
- 5. Hvor meget tid tager hjemmearbejdet?
- 6. Hvad skal jeg medbringe?
- 7. Kan jeg deltage uden at være med hver gang?
- 8. Skal jeg dele private ting i gruppen?
- 9. Kan jeg deltage, hvis jeg har ADHD eller angst?
- 10. Kan jeg lave yoga med en dårlig ryg?
1. Skal jeg sidde på en pude på gulvet?
Nej, bare rolig. Du behøver ikke sidde i lotusstilling eller på en pude på gulvet. Du må selvfølgelig gerne, men som udgangspunkt sidder vi på helt almindelige stole. Det gør jeg også selv.
Det er også altid muligt at skifte stilling undervejs. Du kan rejse dig og stå op, eller lægge dig ned på en yogamåtte. Mindfulness handler ikke om at kunne sidde musestille på en pude, men i høj grad om at kunne lytte til sin krop og tage godt vare på sig selv.
2. Er der pauser undervejs?
Vi mødes 8 gange 2,5 timer. Cirka midtvejs er der en kort pause på 10 minutter. Hvis du i løbet af undervisningen har brug for at gå på toilet, hente lidt vand eller få lidt luft, er det intet problem. Det er helt ok at liste ud undervejs – det kommer jeg også til at italesætte løbende.
3. Hvilket tøj skal jeg have på?
Du behøver ikke at have træningstøj med – der er ingen krav til tøj. Hvis det er muligt, kan det være rart at have løst og afslappet tøj på. Altså tøj, der ikke strammer og hvor du kan trække vejret frit. Men kommer du lige fra arbejde, behøver du ikke at klæde om.
4. Hvor lange er meditationerne?
Meditationerne varer fra få minutter til en halv time. I starten er de korte, fx 15 minutter – eller foregår liggende. Hen mod slutningen af forløbet bliver de længere. Det er ligesom fysisk træning, men her træner vi vores evne til at være bevidst nærværende over 8 uger.
Hvis du har meget uro i kroppen og tankemylder, er du måske usikker på, om det går at sidde 15 minutter. Her er det altid en mulighed at gå ud af meditationen, hvis det bliver for udfordrende.
Der er altid alternativer. Og det er altid ok at gå ud af en øvelse.
Du kan fx flytte opmærksomheden fra min guidning og i stedet se lidt ud af vinduet. Iagttage vinden i træerne, lys og skygger, farver og former i naturen uden for.
5. Hvor meget tid tager hjemmearbejdet?
MBSR-kurset er et intensivt forløb med 2,5 timers undervisning hver uge i 8 uger. Dertil kommer 30-45 minutters dagligt hjemmearbejde.
Så det er vigtigt at overveje, om du har tid til at deltage nu. Eller om det er bedre at vente til senere.
De fleste oplever, at det er udfordrende at finde tiden i starten. For vi bruger den tid, vi har. Få har en halv eller hel time til overs i dagligdagen. Derfor vil mange skulle vælge noget fra (tv-serier, arrangementer, rengøring).
Senere bliver det lettere, når du begynder at få opbygget en vane og rutiner omkring træningen.
Men træningen derhjemme er en meget vigtig del af forløbet. Så hvis du allerede nu ved, at det bliver umuligt at finde 30 minutter (eller 2 x 15 minutter) i løbet af din dag til hjemmearbejdet, så er det bedre at tage kurset på et andet tidspunkt.
6. Hvad skal jeg medbringe?
Du skal selv medbringe en yogamåtte og gerne et tæppe. Det kan godt blive lidt køligt, når man sidder eller ligger stille i længere tid. Det er også en god ide at medbringe en vandflaske.
Lokalet er skofrit, da vi skal ned og ligge på yogamåtter på gulvet. Så det kan også være rart at medbringe et par tykke sokker eller hjemmesko.
7. Kan jeg deltage uden at være med hver gang?
De første gange er der mange informationer. Derfor har jeg optaget videoer med de vigtigste informationer. Dem kan du få tilsendt, hvis du må melde afbud til orienteringsmødet eller en af de første gange.
Efter hver mødegang sender jeg også en mail med vejledning til hjemmearbejdet den kommende uge og lydfiler med guidede meditationer.
Anbefalingen er, at hvis du på forhånd ved, at du må melde afbud flere end to gange, så tag hellere forløbet på et andet tidspunkt.
8. Skal jeg dele private ting i gruppen?
For mange deltagere er der en del bekymringer om, hvordan det bliver at være i en gruppe, når de starter på et MBSR-hold. Men hver gang et hold slutter, så nævner deltagerne fællesskabet i gruppen, som noget af det, der har betydet noget.
I gruppen behøver du ikke fortælle private ting som din livshistorie eller sygehistorie. Men det er en meningsfuld del af forløbet, at vi deler vores personlige oplevelser med meditationerne og træningen, fx hvad der var overraskende eller udfordrende.
For at skabe et trygt rum, bliver der også lagt meget stor vægt på fortrolighed i MBSR. Det taler vi om første gang, og alle skal nikke ja til, at man ikke deler det, som andre deltagere siger.
9. Kan jeg deltage, hvis jeg har ADHD eller angst?
MBSR kræver ingen særlige forudsætninger. Det er for alle interesserede, både nybegyndere og erfarne meditations-udøvere. Det er ikke kun for folk med stress, men for alle som ønsker at lære eller træne mindfulness og opnå øget nærvær og større selvindsigt.
Men der er situationer, hvor MBSR kan risikere at forværre ens problemer. Det skyldes, at mindfulness-træningen kan få nogle svære ting til at komme op.
De situationer er fx alle former for misbrug, også alkohol. Det gælder også, hvis du har en moderat til svær depression og/eller selvmordstanker eller har en ubehandlet psykose.
Du kan godt deltage, hvis du har fx ADD eller ADHD eller er sygemeldt med angst eller stress. Det fortæller jeg mere om på orienteringsmødet. Her opfordrer jeg også til, at vi tager en individuel samtale, hvis du står midt i noget, der er rigtig svært lige nu.
10. Kan jeg lave yoga med en dårlig ryg?
I MBSR-kurset indgår der mindful yoga, som er øvelser fra hatha-yogaen udført med bevidst nærvær. Det er blide stræk, balanceøvelser og styrkeøvelser, der bliver udført meget langsomt og med pauser indimellem.
Der er mange, som er betænkelige ved yoga-delen i mindfulness. Nogle på grund af en skade eller kroniske smerter. Andre tænker, at de ikke er stærke eller smidige nok til at lave yoga.
Men det er ikke nødvendigt at kunne bruge hele kroppen for at kunne lave mindful yoga. At dreje hovedet kan være mindful yoga. At åbne og lukke hånden kan være mindful yoga. Alle bevægelser udført med bevidst nærvær kan være mindful yoga.
Mange af øvelserne i mindful yoga kan laves siddende eller liggende, og alle øvelser kan modificeres og tilpasses. Når jeg guider yoga, forsøger jeg altid at anvise alternativer, men det er dig, der kender din krop. Hvis en øvelse ikke er god for dig, så er det helt ok at springe den over eller gøre noget andet.
Læs også
- 8 ugers MBSR-hold i København
- 10 typiske spørgsmål om mindful yoga
- Hvad er mindfulness?
- 10 myter og misforståelser om mindfulness
- Guide: Sådan vælger du det rigtige mindfulness-kursus