Hvad er mindfulness? Hvis det skal siges helt kort, så er mindfulness en træning i at være bevidst nærværende, hvor træningen består af meditationer og øvelser. Det er kunsten at leve bevidst.
I den vestlige del af verden er det især den amerikanske professor Jon Kabat-Zinn, der har været med til at grundlægge en moderne sekulær form for mindfulness.
Han definerer mindfulness som:
At være opmærksom
på en bevidst måde
i det aktuelle øjeblik
uden at dømme
Fra gøren til væren
De fleste mennesker har konstant fokus på at gøre ting og bruger ikke meget tid på at være. Vi fylder vores dage med aktiviteter og gøremål. Fra tv og træning til snak, sociale medier, arbejde og mad.
Vi forsøger med alle midler at undgå at mærke den smerte, som også er en del af det at være menneske. På den måde ender vi med at leve det meste af vores liv på flugt fra virkeligheden. Vi er kun rigtigt tilstede i få øjeblikke ind i mellem.
Mindfulness handler om at vågne op til det, der er lige nu. Ikke kun når livet en sjælden gang er præcis, som du gerne vil have det. Ikke kun, når du sidder på en smuk strand i solnedgangen, men også i de mange andre øjeblikke, som dit liv består af.
Som forfatteren Henry David Thoreau skrev i 1800-tallet:
“Kun den dag gryer, som vi vågner op til“.
LÆS OGSÅ: 35 inspirerende citater af Henry David Thoreau
Hvor kommer mindfulness fra?
Mindfulness er en form for meditation, der er renset for religiøsitet, men tankerne og metoderne stammer fra buddhismen, taoismen og yogaen.
Mennesket har altid været på jagt efter lykke og på flugt fra smerte. I følge buddhismen har det altid ført til lidelse, der kan tage form af stress, angst, vrede, frustration eller depression.
Vi flygter fra smerten ved, at intet varer ved. Vi nægter at acceptere, at alt er forgængeligt. At vi alle langsomt forfalder, blive syge og til sidst skal dø.
Principperne i mindfulness udspringer fra praktiske øvelser i den buddhistiske lære, men har derudover ingen direkte forbindelse til religionen. Du bliver ikke buddhist af at meditere. Mindfulness er hverken del af eller i konflikt med nogen bestemt overbevisning, tro eller tradition.
En metode til at sætte os selv fri
Mindfulness er en træning i at observere alle tanker, følelser, sansninger i kroppen. Alle indtryk og impulser. Du øver dig i at møde dem med venlighed og accept på en ikke-dømmende måde.
Når du mediterer, vil du blive opmærksom på, at tankerne ikke er en gyldig sandhed. De er bare tanker. Din hjerne skaber en konstant strøm af tanker. Nogle er behagelige, nogle er skræmmende, nogle er ligegyldige og andre er fjollede.
Mange af disse tanker er automatiske og følger gamle mønstre. Ofte opdager vi ikke engang, hvad det er for nogle overbevisninger og tanker, som styrer en stor del af vores liv. Ved at blive mere opmærksomme og nærværende, kan vi i højere grad blive herre i vores eget liv. Vi kan se de automatiske tanker og mønstre og træffe et bevidst valg, før vi handler.
Som Jon Kabat-Zinn skriver:
Fuld opmærksomhed udgør en enkelt, men effektiv metode til at sætte os selv fri.
Det er en vej til at genskabe retningen og kvaliteten i tilværelsen
Træd ud af floden
Når du er overvældet af følelser og tanker, er det som at stå midt i en rivende flod. Midt i floden må du kæmpe af alle kræfter for ikke at blive trukket med strømmen.
Med mindfulness-træningen kan du lære at træde et skridt tilbage og iagttage dine følelser og tanker fra bredden. Eller som yogien Swami Satchitananda sagde i 70’erne:
Du kan ikke standse bølgerne, men du kan lære at surfe.
Når du stopper med at kæmpe mod smerten, mister den magten over dig. Når du sætter dig ned, trækker vejret og tillader angsten at være der, vælter den dig ikke omkuld.
Gennem træningen af sindet, bliver du bedre i stand til at rumme dine tanker og følelser, så de ikke tager magten over dig.
Mindfulness er en fugl med to vinger
Mindfulness bliver ofte beskrevet som “en fugl med to vinger”. Den ene vinge er at komme til stede i nuet med alt, hvad der er. Den anden vinge er at møde det, der er, med den største venlighed og medfølelse.
Mindfulness vil i praksis sige at vågne op og blive sin egen bedste ven.
Sådan siger Lone Overby Fjorback, der er leder af Dansk Center for Mindfulness. I mindfulness-træningen er de to kvaliteter hinandens forudsætninger. De går hånd i hånd:
- Den ene vinge er at være opmærksom eller bevidst nærværende. “Hvad er der lige nu?”. Du kan godt træne at fokusere din opmærksomhed i nuet uden at have kvaliteten af venlighed og medfølelse med. Så er det bare ikke mindfulness, du træner.
- Den anden vinge er at møde det, der er, nænsomt med venlighed og medfølelse (med compassion, kærlig venlighed eller heartfulness). Det er en ligeså grundlæggende essens af mindfulness, som at være bevidst nærværende i nuet. Det er to sider af samme mønt: For at kunne træne venlighed og medfølelse, er det nødvendigt at være opmærksom.
Fuglen kan kun flyve, hvis begge dens vinger er bredt ud. De to kvaliteter – opmærksomhed og venlighed – skaber en balance og er en forudsætning for at vingerne kan bære.
Bøger om hvad mindfulness er
Der er skrevet mange gode bøger om, hvad mindfulness er. Her er et par bud på, hvor du kan læse mere.
- Lige meget hvor du går hen er du der – at leve med fuld opmærksomhed af Jon Kabat-Zinn
Første del af bogen hedder “Nuets udfoldelse” og giver nogle gode svar på spørgsmålet “hvad er mindfulness”. - Lev med livets katastrofer af Jon Kabat-Zinn
Bogen handler om, hvordan du bruger kroppens og sindets visdom til at håndtere stress, smerte og sygdom. Indledningen og Afsnit 1 giver en god introduktion til, hvad mindfulness er. - Bliv hel – mindfulness i medicin og sundshedsvidenskab af Saki Santorelli.