Yogamåtten UltraGrip Mat er en af de mest skridsikre yogamåtter, som jeg har prøvet. Jeg købte en for omkring 8 år siden, hvis jeg husker rigtigt. Den fungerer fint og kan stadig bruges, selvom den har en del mærker og skader.
Jeg købte den, fordi jeg havde investeret i en dyr Manduka Pro yogamåtte, som var for glat til mig. Samtidig manglede jeg en let rejsemåtte, som jeg kunne have med på kurser og retreats.
Jeg har i mange år brugt min 2 millimeter UltraGrip Mat måtte oven på den tykke Manduka Pro. På den måde fik jeg begge mine behov opfyldt, så jeg både havde en tyk og isolerende måtte, der også var meget skridsikker.
UltraGrip-måtten er lavet af naturgummi og er biologisk nedbrydelig. Den har ØKO-Tex mærket og er dermed testet fri for en lang række skadelige stoffer.
LÆS OGSÅ: Test af 12 gode yogamåtter (2023)
Test af UltraGrip Mat
Kort om UltraGrip Mat:
✅ Meget skridsikker
✅ Fri for skadelig kemi
✅ Slidstærk
⛔ Klistrer som ny
SE MERE: Læs om UltraGrib Mat hos forhandleren (reklamelink)
Udseende
Jeg har haft min gamle UltraGrip Mat i i hvert fald 8 år, brugt den meget, og den er også ved at være slidt. Den har ridser i kanten, lidt misfarvninger og pletter. Jeg har læst, at den faktisk kan tåle maskinvask, men har ikke prøvet det.
Den nye, som jeg tester, er skinnende blank i en mørk lilla farve. Den er klart flottere end min gamle, men funktionaliteten er den samme.
Følelse
Den nye UltraGrib Mat har en mere klistret overflade. Det er slidt helt væk på den gamle. Den lidt klistrede overflade gør, at jeg står en lille smule bedre fast på den nye end på den gamle.
Modsat klistrer den nye fast mod kinden, når jeg lægger hovedet ned mod den, hvilket ikke er så behageligt. Det gør den gamle slet ikke.
Der klistrer også rigtigt meget støv, skidt og dyrehår fast til den nye. Men det går altså over med tiden.
Tykkelse
Min gamle UltraGrib Mat er meget tynd, kun 2 millimeter tyk. Den egner sig perfekt som rejsemåtte eller til at lægge oven på en anden måtte, fx i et yogastudie. Jeg kan dog ikke længerer finde den tykkelse hos en dansk webshop.
Den nye, som jeg tester, er 4 millimeter tyk. Det er en udmærket tykkelse, der er velegnet til hverdagsbrug, medmindre du har særlige behov for støtte af knæ eller ryg.
Slidstærk
UltraGrib Mat er en slidstærk måtte. Jeg har ikke passet super godt på min, men alligevel har den holdt godt.
Den er i mange år blevet brugt både inde og ude og har været udsat for både børn og kæledyr. Alligevel tror jeg godt, at den kan holde nogle år endnu.
Ligger godt
Både den nye og gamle ruller sig pænt ud og ligger fladt på gulvet.
Ingen af dem rykker sig under øvelserne. Den nye er fuldstændig urokkelig, mens den gamle godt kan skubbes til med foden.
Så enten er måtten blevet udviklet til det bedre, eller også gør 8 års slid, at den mister noget af sit greb mod gulvet.
Meget skridsikker
UltraGrip Mat er en af de mest skridsikre yogamåtter, som jeg har prøvet. Det var den mest skridsikre, jeg kunne finde for 8 år siden, og det er stadig et rigtigt godt bud på en skridsikker yogamåtte i dag.
Jeg har gennem årene testet den meget grundigt. Jeg står stadig stabilt i hundestræk og i krigeren, både i varmt vejr og med svedige hænder.
Hvis jeg stikker hænderne under vandhanen og prøver måtten med helt våde hænder, glider jeg dog lidt på den. Det gælder for både den nye og gamle. Så det er ikke sikkert, at de er gode til hot yoga.
Kun lidt støtte
Den gamle 2 millimeter tykke måtte giver ikke meget støtte til fx knæ, skuldre og nakke. Jeg kan godt bruge den på et trægulv, men på et hårdere gulv er det ikke behageligt.
Så hvis du er på udkig efter en primær yogamåtte, er det nok en god ide at købe den i 4 millimeters tykkelse.
Test på træ, tæppe og betongulv
Jeg har prøvet begge måtter på vores kolde betongulv i bryggerset. Her er en måtte på 2 millimeters tykkelse ikke særligt behagelig.
Udgaven i 4 mm er bedre, men hvis du primært skal lave yoga på et koldt gulv, så vælg en endnu tykkere måtte.
Begge fungerer fint på et almindeligt trægulv. Jeg har også prøvet dem oven på et gulvtæppe. Det kan godt lade sig gøre, men følelsen af fasthed og stabilitet ryger på et blødt underlag.
Øvelser på et ben
Her har den tynde måtte en klar fordel, men jeg står rigtigt godt på begge to. Det er let at stå fast i øvelser som fx træet, hvor man står på et ben.
Lugt
Den gamle lugter meget, meget lidt af gummi. Den nye lugter lidt mere, men kun, når jeg ligger på maven med hovedet helt ned i den.
Skadelig kemi
Ultragrip Mat har certificeringen Standart 100 ved OEKO-TEX®️. Det betyder, at den af en uafhængig instans er testet for en lang række skadelige stoffer. Det er blandt andet tungmetaller, opløsningsmidler og tilsætningsstoffer.
Bæredygtighed
Måtten er lavet af naturgummi, som udvindes fra træet Hevea Brasiliensis. Det kan fremstilles på en bæredygtig måde, men det modsatte kan også være tilfældet. Fx hvis der ryddes naturområder for at øge produktionen.
Der er ikke flere informationer om, hvordan den er produceret på forhandlerens hjemmeside.
Økologisk
Den er ikke økologisk.
Rengøring
Den kan komme i vaskemaskine ved 30 grader, enten uden sæbe eller med meget lidt sæbe. Den må ikke centrifugeres.
Jeg har ikke prøvet at maskinvaske den, men har bare vasket den med lunkent vand med lidt sæbe i.
Detaljer om UltraGrip Mat
- Farver: Aubergine
- Materiale: Naturgummi på bomuldsnet
- Mål: 183 x 62 cm
- Tykkelse: Min er 2 mm, men jeg kan kun finde den som 4 mm i dag.
- Vægt: 2 kg for 4 mm-modellen.
- Certifikater: Standart 100 ved OEKO-TEX®️
- Pris: 459 kr. hos Den Intelligente Krop (reklamelink)
De testede produkter er ikke modtaget som gave. Enten er de lånt til test og derefter leveret retur, eller også har jeg selv betalt for dem.