Som den første i Danmark forsker Nanja Holland Hansen i compassion.
Hun er ansat ved Center for Mindfulness, Institut for klinisk medicin, ved Aarhus Universitet, hvor hun er i gang med sit phd.-projekt. Her undersøger hun, om compassion-træning kan hjælpe pårørende til psykisk syge.
Nanja Holland Hansen beskriver compassion, som en menneskelig kvalitet, vi alle er i besiddelse af og kan blive mere opmærksomme på. Det er en kvalitet, der kan trænes, ligesom man kan træne mindfulness.
“Compassion er at blive opmærksom på sin egen eller andres lidelse – og mærke et ønske eller en motivation til at lindre den lidelse”, siger Nanja Holland Hansen.
LÆS OGSÅ: Hvad er compassion – og hvordan træner man det?
Helt nyt forskningsområde i Danmark
I udlandet er forskning i compassion et ungt område. I Danmark er det helt nyt.
“Når jeg siger, at jeg arbejder med compassion, er folk et stort spørgsmålstegn. Men så snart jeg forklarer, hvad det er, giver det rigtigt god mening for de fleste. Folk kan ret hurtigt forstå, hvad de vil kunne bruge det til i deres hverdag,” siger Nanja Holland Hansen.
Hun er uddannet psykolog og underviser i det 8-ugers træningsprogram, der hedder CCT (Compassion Cultivation Training). Det er et forskningsbaseret program, der blev udviklet af forskere på Stanford University i USA i 2010. Læs mere om CCT-programmet.
Efter 8 års forskning i udlandet viser CCT-programmet gode resultater. Der er mange målbare fordele ved at træne compassion.
“Træningen øger vores positive følelser og mindsker de negative. Det reducerer tankevandring og bekymringer. Det reducerer stress, angst og depression. Og så øger det vores følelse af fælles forbundethed – og nedsætter vores følelse af ensomhed og isolation,” siger Nanja Holland Hansen.
Du kan selv prøve en række compassion-øvelser indtalt af Nanja Holland Hansen på Psykiatrifondens webste.
Bedre relationer til os selv og andre
Nanja Holland Hansens phd.-projekt er det første forskningsprojekt i Danmark, der undersøger et 8-ugers compassion-program. I sin forskning undersøger hun, om der er bestemte grupper, der vil have særligt gavn af compassion-træningen.
“Jeg kigger på pårørende til psykisk syge, der har rigtigt meget lidelse i deres hverdag. Det kommer ikke til at ændre sig for dem. Deres kære vil være skizofrene eller have en bipolar lidelse resten af livet. Så jeg undersøger, om compassion-træningen kan hjælpe dem til at være med den smerte og lidelse, uden selv at blive syge,” siger hun.
Det er særligt i forhold til relationer, at hun ser programmets største styrker. Det gælder både relationen til os selv og til andre, hvor vi kan træne at være med de svære følelser.
“Når vi begynder at træne compassion, bliver vi opmærksomme på, hvordan vi forsøger at undgå den smerte, vi oplever. Vi kritiserer smerten, dømmer den, drikker os ud af den eller arbejder os ud af den. Og på den måde skaber vi endnu mere lidelse. Men når vi træner evnen til at kunne være med svære følelser, så sker der noget. Så begynder vi både at kunne gøre det, der er bedst for os, men også bedst for andre”, siger Nanja Holland Hansen.
LÆS OGSÅ: Hvordan kan man være noget for et andet menneske, der lider?