Jeg har kroniske smerter og en sorg over smerterne, som jeg har svært ved at rumme, skriver 57-årige Trine.
Læs hele Trines spørgsmål og svaret fra MBSR-lærer Eve Bengta Lorenzen.
SPØRGSMÅL
Jeg har gennem mange år haft kroniske smerter. Det forhindrer mig ikke i at have et godt og aktivt liv, så længe jeg passer godt på mig selv.
På mit arbejde kan jeg tage pauser, lægge mig ned eller gå en tur, hvis jeg har brug for det. Når jeg mediterer, kan jeg godt være med smerterne, Men bag smerterne, eller under smerterne, ligger der også en ked-af-det-hed eller sorg, som jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op med.
Når jeg er i gang med aktiviteter fylder sorgen ikke meget. Det er først, når jeg er stille, at jeg kan mærke den, uden helt at kunne forstå det. Jeg er jo glad for mit liv. Jeg accepterer, at smerterne er en del af mit liv. Alligevel er jeg ked af, at det skal være sådan.
Kh Trine, 57 år
SVAR
Kære Trine
Gennem dit brev, rejser du en yderst relevant problemstilling, som de fleste af os kan nikke genkendende til. En problemstilling som i sig selv byder på muligheden for en dybere transformation. Jeg vil derfor besvare lidt mere omfattende.
Du har lært at passe på dig selv og sætte et tempo, der gør, at du har et godt liv. Når man har kroniske smerter, er det helt afgørende, som du gør, at lytte til kroppens behov for mere hvile og flere pauser.
Gennem dette er der en anerkendelse af din tilstand og dermed en tilstedeværelse med tingene, som de er. Sikkert godt støttet af den meditationspraksis, som du allerede har. Samtidigt er der en sorg, som du ikke helt ved, hvad du skal stille op med.
For at forstå det hele lidt bedre, vil jeg skrive lidt generelt om mindfulness, meditation og smerter.
Når mindfulness bliver et projekt
I mindfulness er vores intention netop at møde op til tingene, som de er. Uden at dømme og fra øjeblik til øjeblik. Problemet er, at dette let kan blive et projekt. Vores forventning om udbyttet af praksis kan umærkeligt åbne døren for en dømmende holdning.
Jeg hører ofte kursister tale om en ”dårlig” meditation, hvis den fx ikke gav dem den ro, de havde håbet på. Og det er utrolig svært for os ikke at håbe på en forbedring af vores tilstand, når vi mediterer.
Der er ikke noget forkert i at have et håb, men hvis det under meditationen ikke bliver set for hvad det er; en tilstand i sindet, vil håbefuldheden fjerne os fra øjeblikket.
Vi er mere end vores smerter
Hvor råt øjeblikket end måtte være, må vi møde op til det. Det betyder ikke, at vi behøver at dvæle ved vore smerter, men at vi ser dem for, hvad de er: Fysiske sansninger hvortil der knytter sig bestemte følelser og tanker.
Når vi tillader sansningerne og følelserne at være som de er, uden håbefuldhed og uden modstand, vil vi opdage, at vi er så meget mere end vores smerter. Vi opdager, at der kan være glæde og frihed samtidigt med, at der er svære smerter eller følelser.
Ingen forskel på smerter og følelser
Det lyder til, at du faktisk møder og anerkender smerterne, som de er. Men jeg fornemmer, at din tilgang til følelserne måske er mindre anerkendende og at sorgen derfor banker på, når du er stille. At du hører sorgen er i sig selv rigtig fint. Ofte overdøver vi vore svære følelser med gøremål og kommer derved til at forhindre en helingsproces.
Uanset hvad der bevæger sig i organismen, kalder det på vores omsorg i form af en venlig opmærksomhed. Her er der ingen forskel på fysiske smerter og følelser – eller intense tanker.
Men det er lettere sagt end gjort. Når vi er ekstra udfordrede eller føler os overvældede, er det ikke let at sætte sig og møde tilstanden. Ofte kommer vi til at bebrejde os selv, at vi ikke er i stand til dette, hvilket gør det hele endnu sværere.
Vi er nødt til at tage os af os selv og støtte os selv for at kunne møde op til det, der er svært. Først og fremmest må vi berolige nervesystemet, som når der er stærkt ubehag, får os til at forsvinde væk fra os selv. Nervesystemet er som et lille bange dyr der leder efter en nødudgang.
Meditation: Åbne til sorgen
Ved at starte med at stabilisere os, kan vi få fast grund under fødderne. Derfra kan kroppen bedre tage imod et kærligt kram.
- Mærk kontakten til underlaget: Start med at lægge mærke til sædets kontakt med underlaget. Lad gerne kroppen vugge eller rokke lidt, så kontakten til underlaget træder tydeligere frem. Læg også mærke til fødderne, lårene og hvor kroppen ellers har kontakt med noget, der føles solidt.
- Mærk vejrtrækningen: Lad vejrtrækningen bevæge sig med sansningerne af soliditeten, hvor subtil den end er. Kroppen vil ofte kalde på et par dybere åndedrag og af sig selv, på udåndingen, slippe lidt mere ned mod underlaget og fornemme tyngdekraften.
- Giv dig selv et kram: Derfra kan du give dig selv et kram. Gerne tillade fortsatte små vuggende bevægelser og mærk varmen fra dit kram. Du kan også vælge at lægge hånden på hjertet og lade hjertet mærke varmen fra din hånd.
- Åben til den svære følelse: Når du er klar til det, kan du åbne til den vanskelige følelse. Sorgen, ked-af-det-heden, vreden, måske følelsen af uretfærdighed eller hjælpeløshed. Møde tilstanden som den er, og bringe opmærksomheden til den fysiske sansning, som er forbundet med den. Det kan være, at du mærker sorgen omkring maven eller hjertet.
- Ånd ind til følelsen: Du mærker også din vejrtrækning og kan nu ånde ind til ”sorgstedet” med et ”Ja” eller ”Det er ok” eller hvad der føles naturligt for dig at sige.
Der er ikke noget, der behøver at ændre sig. Der kan stadig være sorg eller tristhed, men nervesystemet vil begynde at regulere sig og få mere tillid. Sorgen bliver mindre ”farlig” og organismen opdager, at følelsen ikke er en trussel mod dit velbefindende.
Dermed bliver der mere plads indeni til den du er, bag tilstanden. I denne ressource er der en stille glæde som langsomt vil fylde.
Livet er smukt og smertefuldt
Når vi på denne måde kan møde såvel smerter som sorg forliger vi os med livet, som det bevæger sig. Vi erfarer, hvordan livet kan være både smukt og smertefuldt på samme tid.
At det ikke er et enten-eller, men et både-og. Ideen om en tilværelse uden smerte og sorg får os til at fjerne os fra os selv og livet. Når vi i stedet for at fjerne os, kan være til rådighed for os selv, bliver vi en del af livet.
Det er som regel først gennem lidelse, at vi virkelig forstår dybden af dette. Selv om noget i os blot ønsker at være fri for lidelse, er der også noget, der ved af noget andet og mere.
Lidelse er et menneskeligt vilkår
Når både smerte og sorg derfor kan mødes med medfølelse, vil den indre godhed åbne til kvaliteten af meningsfyldthed. Vi erfarer, at vi ikke er alene, men at lidelse er et menneskeligt vilkår.
Din måde at bevæge dig på med smerten og sorgen, vil derfor støtte dine omgivelser. Uden at behøve at forstå det, vil dem, du møder, blive berørt af din villighed til at give ind til den mindste lille bevægelse af godhed.
Du er allerede godt på vej, og jeg håber at mit svar kan hjælpe dig videre. Ellers er du velkommen til at skrive igen.
Mange hilsner
Eve