Du kender sikkert kostpyramiden.
Men kender ud også kostpyramiden for digital føde?
Kostpyramiden for digital føde er en øvelse, som kan kaste lys over, hvordan du bruger din telefon. Jeg bruger øvelsen til at undgå, at vanedannende apps stjæler for meget af min tid og opmærksomhed.
Det er ikke så vigtigt, om alle apps bliver sat det helt rigtige sted, men det er vigtigt, at du når til punkt 6.
Lav din egen digitale kostpyramide
Herunder kan du se, hvordan du kan gennemgå dine apps og lave en digital kostpyramide.
Du kan tage udgangspunkt i skabelonen eller tegne på et stykke papir.
Sådan gør du:
- Kopier pyramiden her eller tegn en pyramide på et papir og del den i tre: top, midte og bund.
- Tag din telefon frem og gennemgå de apps, som du jævnligt bruger.
- Bunden af pyramiden: Her noterer du apps, som du oplever som nærende. Apps der støtter dig i at leve det liv, som du gerne vil efter dine værdier. Det som du synes, er rigtigt og vigtigt.
- Midten af pyramiden: Her sætter du alle dine nyttige apps. Dem, der gør din hverdag lettere. Dem, der er praktiske at have, men som sjældent sluger din opmærksomhed i timevis.
- Toppen af pyramiden: Her sætter du apps, som du oplever stjæler din tid og opmærksomhed. Jeg kalder dem usunde, men du kan også kalde dem vanedannende eller tidsrøvere. Det er dem, der holder dig fast i en time, når du bare lige skulle se, hvad klokken var.
- Slet alle de apps, som du har placeret i toppen. Gør det! Og aftal med dig selv, at den næste måned må du kun bruge dem fra din pc. De er ikke forbudte, men fjern dem fra telefonen. Lav også koderne om til noget langt med bogstaver, tegn og tal, så de bliver umulige at huske. Ellers er let bare at logge ind fra en browser.
Min digital kostpyramide
Du kan se et eksempel på øvelsen, som jeg for nyligt har lavet her. Men husk at det bare er min oplevelse af, hvad der er nærende, nyttigt og usundt:
Modsat den klassiske madpyramide, vil det her være individuelt, hvad der ligger i top, midte og bund. Jeg har få apps i bunden, mange i midten og en del i toppen.
- Nærende: Måske er jeg lidt hård, men for mig er der ganske få apps, som jeg egentligt oplever som nærende. Jeg har meditations-appen Indsigt timer, som jeg bruger dagligt og Dhamaseed, hvor jeg hører meditationer og talks.
Jeg har også Pomodoro, som husker mig på at holde pauser, min musik-app og en app til at finde fugle, som gør, at jeg kommer mere ud i naturen med min søn. - Nyttige: Til gengæld har jeg mange nyttige apps. Det ville fx være ret besværligt at undvære mobilepay, MitID eller Google Maps. Heldigvis er den kategori af apps ikke særligt vanedannende, så det er sjældent noget problem at lægge telefonen væk igen.
- Usunde: For mig er det sociale medier, nyheder og underholdning, som jeg i perioder kan have et usundt forhold til. Det er fx Linkedin, Instagram, Netflix, Youtube. Det er ikke dårlige apps, men de kan sluge min opmærksomhed og blive en form for virkelighedsflugt, hvis jeg har dem ved hånden hele dagen.