Mød 10 af de mest aktuelle og spændende forskere og undervisere, der arbejder med mindfulness. Jeg har samlet en række inspirerende videoer med dem, som du kan se gratis.
De var alle deltagere på den internationale mindfulness-konference ICM2021, som Dansk Center for Mindfulness var vært for.
Her får du en hurtig gennemgang af, hvem de er, hvad de ved noget om, og hvorfor du skal møde dem 😊
1. Rhonda Magee
Hvem: Rhonda Magee er professor i jura ved University of San Francisco i USA. Hun er forfatter til bogen “The Inner Work of Racial Justice”.
Hvad: Magee arbejder med det, som hun kalder “socially-engaged mindfulness”. Det vil sige, hvordan mindfulness kan være med til at skabe systemer og institutioner, der virker for os alle – som ikke lader nogen i stikken. Det kan fx være i forhold til racisme i sundhedssektoren.
Hvorfor: Du skal høre Rhonda Magees oplæg eller læse hendes bog, fordi det er nødvendigt og relevant for os alle, at vi forholder os til racisme, fordomme og forskelsbehandling. Og det begynder med os selv, vores egne tanker og ubevidste handlemønstre.
Mød Rhonda Magee i denne TED Talk:
2. Willem Kuyken
Hvem: Willem Kuyken er professor i psykologi og leder af Oxford Mindfulness Centre i Storbritannien. Han har sammen med Christina Feldman skrevet bogen “Mindfulness. Ancient Wisdom Meets Modern Psychology”.
Hvad: Kuyken har i mange år forsket i behandling og forebyggelse af depression med mindfulness baserede kognitiv terapi (MBKT). Han er en af de forskere, der ved allermest om det område.
Hvorfor: Du skal høre Kuykens oplæg eller læse hans bog for at få et overblik over udviklingen af mindfulness baserede programmer og mekanismerne bag. Hvordan kan mindfulness skabe psykisk velvære – hvad er kernemekanismerne?
Mød Willem Kuyken i denne lille video fra Oxford Universitet:
3. Florence Meleo-Meyer
Hvem: Florence Meleo-Meyer har arbejdet med MBSR-programmet (mindfulness baseret stressreduktion) i fire årtier og uddannet tusindvis af MBSR-lærere – og lærernes lærere. Sammen med Bob Stahl har hun skrevet “MBSR Workbook for Anxiety”.
Hvad: Meleo-Meyer arbejder med udviklingen af MBSR-programmet, med teacher training programmer, materialer og best practices for undervisere inden for MBSR.
Hvorfor: Hør hendes oplæg, hvis du er interesseret i, hvordan man kan bevare dybden, etikken, integritet og kerneværdierne i mindfulness, i et program som MBSR og i træningen af undervisere.
Du kan møde Florence Meleo-Meyer i videoen her:
4. Jamie Bristow
Hvem: Jamie Bristow er direktør for “The Mindfulness Initiative“. Det er et politisk institut – det eneste af sin slags – som er udsprunget af den mindfulnesstræning, som 145 politikere fra det britiske parlament har deltaget i.
Hvad: Det kan nogle gange lyde som om, at mindfulness er godt for alt, nu også for politik, men hvad er det, som mindfulness kan bidrage med? Jamie Bristows oplæg handler om mindfulness som et grundlæggende fundament, en rodkonstruktion, der er afgørende i forhold til vores værdier, tanker, følelser og handlinger i alle sociale situationer.
Hvorfor: Storbritannien er langt foran os i Danmark, når det handler om mindfulness fx i sundhedssystemet. Derfor skal du høre Bristow fortælle om erfaringerne fra “The Mindfulness Initiative” og hvordan man kan arbejde med mindfulness fra en politisk vinkel.
Mød Jamie Bristow i videoen her:
5. Frank Ostaseski
Hvem: Frank Ostaseski er buddhistisk lærer og grundlægger af Zen Hospice Project og Metta Institute. Han er forfatter til den meget anbefalelsesværdige bog “The Five Invitations: Discovering What Death Can Teach Us About Living Fully“, der bygger på hans egne erfaringer med at give omsorg for over 1000 mennesker i deres sidste tid.
Hvad: Når vi venter på det næste øjeblik, går vi glip af det nuværende. Når vi venter på døden, går vi glip af alle de øjeblikke, der er ind i mellem. Vent ikke, er en af overskrifterne for hans arbejde, der bygger på årtiers erfaring med mindfulness i den allersidste del af livet.
Hvorfor: Du skal høre oplægget eller læse Ostaseskis bog, fordi vi mennesker alle har det til fælles, at vi skal dø – og ikke ved hvornår – og fordi døden kan lære os noget om livet.
Mød Frank Ostaseski i videoen her:
6. Susan Bauer-Wu
Hvem: Susan Bauer-Wu er præsident for organisationen Mind & Life, USA, der i 30 år har arbejdet for at forene videnskab og kontemplativ visdom. Hun er forfatter til bogen Leaves Falling Gently: Living Fully with Serious & Life-Limiting Illness through Mindfulness, Compassion & Connectedness.
Hvad: Mind & Life har spillet en vigtig rolle i at forene videnskab og de kontemplative traditioner, så det i dag er muligt at undersøge emner som nærvær og compassion med videnskabelige metoder.
Hvorfor: I sit oplæg vil Bauer-Wu tale om, hvilken rolle mindfulness kan spille i verden i dag. Er det muligt at skabe en verden, hvor vi i højere grad føler os forbundne og trods forskelle kan møde hinanden med compassion og nysgerrighed? En verden, hvor vi trods forskelligheder kan se os selv i hinanden?
Du kan møde hende her:
7. Eric Loucks
Hvem: Eric Loucks er lektor og direktør for The Mindfulness Center ved Brown University. Han har studeret mindfulness meditation i to årtier i Thich Nhat Hanhs tradition og er certificet MBSR-lærer.
Hvad: Loucks og hans kollegaer har undersøgt, hvordan mindfulness kan reducere risikoen for hjertekar-sygdomme. Han har udgivet over 85 videnskabelige publikationer.
Hvorfor: Du skal høre Loucks, for en gennemgang af, hvad der er evidens for, når det gælder mindfulness og hvor der er huller i forskernes viden. Han vil også tale om, hvilke muligheder forskningen og undervisningen i mindfulness står over for.
Mød Eric Loucks i denne video fra Dansk Center for Mindfulness konference i 2020:
8. Joan Halifax
Hvem: Joan Halifax er antropolog, buddhistisk lærer inden for zen-traditionen og leder af Upaya Zen Center i New Mexico. Hun har skrevet flere bøger, blandt andet ‘Standing at the Edge. Finding freedom where fear and courage meet. ‘
Hvad: Halifax har en særlig baggrund, som buddhistisk lærer og forsker med en phd. i medicinsk antropologi. Hun har gennem et langt liv selv undersøgt, hvordan man leve meningsfyldt med compassion.
Hvorfor: Hendes oplæg inddrager både forskning og eksempler fra hendes eget og andres liv. Det handler om, hvordan vi kan frihed, der hvor frygt og mod mødes – og hvordan vi kan lære at rumme både det svære og det gode.
Mød Joan Halifax i videoen her:
9. Amit Bernstein
Hvem: Amit Bernstein er professor i psykolog ved University of Haifa i Israel. Måske har du mødt ham i filmen “My year of living mindfully“, hvor han fortæller om sit arbejde med flygtninge.
Hvad: Bernstein forsker i, hvordan mindfulness kan hjælpe nogle af de allermest sårbare grupper i verden, nemlig verdens 71 millioner flygtninge. Hans team har udviklet et program målrettet flygtninge, Mindfulness-Based Trauma Recovery for Refugees (MBTR-R).
Hvorfor: Du skal høre oplægget, hvis du er interesseret i, hvordan den kontemplative videnskab kan arbejde for social retfærdighed og menneskerettigheder. Og hvordan mindfulness og compassion-træning kan hjælpe traumatiserede mennesker på flugt.
Mød ham i videoen her:
10. Dixon Chibanda
Hvem: Dixon Chibanda er psykiater i Harare i Zimbabwe, et land hvor der er 12 psykiatere til 14 millioner indbyggere. Et land, hvor selvmordstruede ikke har penge til at tage bussen til byen for at få hjælp.
Hvad: “The Friendship Bench” er et projekt, hvor bedstemødre bliver trænet til at give hjælp ved mentale sundhedsproblemer som depression og angst. Navnet kommer af, at bedstemødrene mødes med patienterne og taler med dem på en bænk.
Hvorfor: Du skal høre Chibanda oplæg, fordi løsninger, der virker i Vesten, ikke kan bare rulles ud til hele verden. Derfor er “The Friendship Bench” et sindssygt spændende initiativ. Mindfulness handler i høj grad om relationer og ægte menneskelig kontakt og det er præcis, hvad der er i fokus her.
Mød ham i denne korte TED-talk:
LÆS OGSÅ: