Hvad vil der ske, hvis du praktiserer mindfulness hver dag i et år? Det sætter journalisten Shannon Harvey sig for at undersøge i dokumentaren “My year of living mindfully”.
Og hvis vi skal tage konklusionen først, så er der kommet en meget fin film ud af hendes eksperiment. Hvis du gerne vil vide, hvad mindfulness er og kan finde halvanden time en aften, så giver filmen et både seriøst og rørende billede af det.
LÆS OGSÅ: Filmanmeldelse af Wandering But Not Lost
Stress, søvnløshed og smerter
Ved eksperimentets begyndelse er Shannon Harvey 36 år, mor til to små børn og kæmper med en autoimun sygdom, kroniske smerter og søvnløshed. Hun har brugt en formue på søge hjælp til sine fysiske lidelser uden held. Nu undersøger hun, om det i stedet er muligt at forbedre sit mentale helbred.
Og hun er ikke alene. Globalt kæmper flere og flere med dårligt mentalt helbred, depression og stress. Vi bliver rigere og rigere, men ikke mere lykkelige i takt med velstanden.
Shannon Harvey leder efter en måde at træne sit mentale heldbred, som der er solid videnskabelig evidens for. Det skal være ligeså velunderbygget, som at spise grøntsager og motionere 30 minutter om dagen, når vi taler fysisk helbred. Samtidig skal det kunne forenes med et normalt liv, være for alle og ikke koste en formue.
Her finder hun mindfulness-meditation, som ser ud til at leve op til hendes krav. Men er det virkeligt så godt, som det lyder til? Det beslutter hun sig for at undersøge ved at træne mindfulness hver dag i et år.
Filmer sig selv
Undervejs filmer hun sig selv, mens hun træner mindfulness. Først på egen hånd 20 minutter om dagen med en række apps, senere tager hun på et MBSR-kursus og deltager i et 10-dages stilhedsretreat. Hun erfarer, at det er lettere med vejledning fra en lærer og som en del af fællesskabet i en gruppe.
I begyndelsen har hun rigtigt svært ved at finde tid til at meditere bare 20 minutter om dagen. Det er ikke let. Og det er ikke altid behageligt. Men uden at ændre sit liv radikalt, ender hun ved årets udgang med at bruge mindst 45-60 minutter hver dag på at meditere.
Interviews med forskere, undervisere og cases
Filmen er en blanding af Harveys egne oplevelser og hendes interviews med en lang række af verdens førende mindfulness-undervisere og forskere, blandt andet Daniel Goleman, Richard Davidson og Jon Kabat-Zinn. Hun interviewer også en række personer, der fortæller om deres personlige erfaringer med mindfulness.
Harvey opdager hurtigt, at mindfulness ikke bare er mindfulness. Der er meget langt fra producenten, der sælger “mindful mayonnaise” til de evidensbaserede programmer som MBSR, hvor forskningen udgives i de mest prestigefyldte videnskabelige tidskrifter.
De mange forskellige beskrivelser giver tilsammen et nuanceret billede af, hvad mindfulness er. Fra den traumatiserede flygtning fra Eritrea, der beskriver mindfulness som “en slags medicin”, til tv-værten, der gik ned med angst for åben skæm og kvinden i kørestol, der trods handikap og smerter føler sig hel.
Undersøgelser af krop og hjerne
Harveys mål er ikke bare at se, om hun selv får det bedre. I hendes eksperiment vil hun også undersøge, om der kan måles en fysisk effekt på hendes krop. Derfor bliver hun henover året fulgt af en lang række forskere, der blandt andet skal undersøge, om der sker forandringer i hendes hjerne.
Og gør der så det? Det får du svar på i slutningen af filmen, men egentlig er det ikke så vigtigt. Som forskerne også siger i filmen, så kan data fra en enkelt person ikke bruges til at sige noget om, hvordan andres hjerner og kroppe vil reagere. Man kan ikke generalisere den slags resultater ud fra en enkelt case.
Det som filmen kan – og som den gør på bedste vis – er at beskrive Harveys personlige erfaringer, mens hun lærer og træner mindfulness. Selv er hun ikke et sekundt i tvivl om, at mindfulness har ændret hendes liv til det bedre – og at det, der startede som et års eksperiment, er blevet begyndelsen på en livslang rejse.