Det stresser mig at være mor og jeg skammer mig over det. Hvorfor er det så svært for mig og hvad kan jeg gøre, spørger Mette, der har to små børn på 2 og 5 år.
Læs hendes spørgsmål og svaret fra MBSR-lærer Eve Bengta Lorenzen.
SPØRGSMÅL
Jeg har et spørgsmål om børn og stress. Mens alle andre taler om arbejdsrelateret stress, er jeg så presset over at være mor. Jeg skammer mig over det og jeg føler, at jeg er den eneste, der har det sådan.
Vi har to børn på 2 og 5 år og en travl hverdag. Jeg mediterer hver aften og går til yoga to gange i ugen og det er jeg god til at strukturere i hverdagen. Jeg er glad for mit arbejde. Her kan jeg leve op til de krav, der stilles. Der er ro, faste rammer og jeg har nogle gode opgaver, som jeg trives med.
Men det stresser mig at være mor og jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med det. Med børnene er der ingen forudsigelighed, der sker hele tiden et eller andet. Så græder den ene, så slår den anden sig, så vil den ene ikke have tøj på, så har den anden ondt i maven. Hver gang en af dem er syg, forestiller jeg mig det værste, jeg bekymrer mig konstant for dem.
Der er så mange konflikter, bekymringer, larm og ting, der skal håndteres, så mange krav, som jeg føler, at jeg umuligt kan opfylde. Min mand oplever det slet ikke på samme måde, og børnene er selvfølgeligt også glade, søde og sjove, men mit fokus suges bare ind i alle “problemerne”. Og sådan er jeg ikke ellers. Jeg er ellers god til at sige pyt, fokusere på det, der lykkedes eller sige nej til aftaler og opgaver, jeg ikke har overskud til.
Jeg vil så gerne være en god mor, at jeg helt sikkert kommer til at spænde ben for mig selv. Det er heller ikke godt for børnene og de kan også mærke, at jeg er stresset, når jeg er sammen med dem, og ofte har en kort lunte. Og alt sammen, fordi jeg bare vil dem det allerbedste i verden, men sådan må det jo være for alle forældre. Så hvorfor er det så svært for mig? Og hvordan håndterer jeg den “børne-relaterede” stress?
SVAR
Kære Mette
Mange tak for dit spørgsmål, som du bestemt ikke er alene om. Tværtimod beskriver du en livssituation, som mange kvinder vil kunne nikke genkendende til.
De stigende forventninger til både personlig udvikling, karriere og det “perfekte” familieliv bliver en belastning for flere og flere.
Det lyder, som om du har formået at skabe dig en karriere og et liv, hvor du får tilgodeset dine interesser. Især fordi du er i stand til at strukturere og planlægge din dag, så der bliver plads til de ting, du gerne vil.
Samtidigt er du også et menneske, der tilsyneladende trives bedst med faste rammer. Og som mor, ønsker du det bedste for dine børn. Det er værdifuldt, men samtidigt noget, der kan kollidere med behovet for at have styr på tingene.
Stress udløser skam og dårlig samvittighed
Som du skriver, byder hverdagen med små børn på uforudsigelighed. Denne uforudsigelighed skubber til dit behov for ro og rammer. Dette udløser stress og dermed måske kort lunte, som medfører skam og dårlig samvittighed hos dig.
Du ønsker stadig det bedste for børnene, men din opdragelse bliver i højere grad præget af dårlig samvittighed fremfor af kærlighed.
Dårlig samvittighed får os til at give køb på egne behov og slække på rammerne. Børn har brug for ro og rammer, men når de er syge og trætte, vil de ofte forsøge at ”afprøve” rammerne.
Omsorg for dig selv skaber plads til kærligheden
Børn kan mærke, når der er rammer, som tilgodeser både den voksne og barnet. Med andre ord har vores evne til omsorg for os selv, en støttende effekt på barnet.
Gennem omsorg for dig selv, skaber du plads til den kærlighed, som både kan rumme uforudsigelighed og tilbyde tryghed.
Du skriver at du mediterer hver aften og nu ved jeg jo ikke hvilken form for meditation. Men jeg vil forslå dig at tage et MBSR kursus – og gerne som internat, hvor du kommer væk fra de vante omgivelser og får ro til at fordybe og etablere en ny kurs.
LÆS MERE: Find aktuelle MBSR-kurser i Mindfulness-kalenderen
Mindfulness kan støtte dig i at rumme uforudsigeligheden
MBSR-kurserne har en struktur, der vil støtte dig i at give slip på behovet for kontrol og bedre kunne rumme uforudsigeligheden.
Gennem mindfulness træningen vil du desuden etablere den indre stabilitet, som er en forudsætning for evnen til selvomsorg.
Samtidigt vil jeg foreslå, at du eksperimenterer med at slække på kravene til dig selv. Også med hensyn til hvor meget du skal nå i din fritid.
Øvelse: Når du mærker dårlig samvittighed
Når du mærker dårlig samvittighed, kan du i stedet for at handle på den, sætte dig med dig selv og åndedraget. Når du mærker bekymring relateret til at ville dine børn det bedste, kan du kontakte hjertet og mærke den bagved liggende kærlighed i sin rå form.
Sid lidt med kærligheden uden på nogen måde at behøve at handle på den.
Det kan tage lidt tid at lave det lille skift. Men når vi kan dvæle i kærligheden uden at skulle noget med den, bliver den en ressource som lader os op og skaber rummelighed.
LÆS OGSÅ: Selvomsorg – din genvej til godhed af Eve Bengta Lorenzen
Børn er som små barometre
Når kærligheden derimod bliver inficeret af skam og dårlig samvittighed, kommer vi til at ville gøre noget fra et usundt sted.
Små børn føler sig trygge og falder til ro, når vi kan hvile i kærligheden (hvilket ikke betyder, at vi afstår fra at sætte rammer for dem)
Børnene er som små barometre og vil altid reagere på en kærlighed, der er ”inficeret”.
Læg mærke til, hvornår du spænder op
Tillad dig selv at nyde og at blive inspireret af dine børn. Værdsættelse skaber afstand til tendensen til at dømme og problematisere, og dermed ændres stress-tilstanden.
Så også her kan du praktisere. Når du mærker, at du spænder op, kan du rette opmærksomheden til vejrtrækningen og derefter til noget, der bringer dig glæde.
Håber at du kan bruge mine ord – også dem der bevæger sig ud over det rent mindfulnessmæssige – og at du kan finde en måde, at prioritere selvomsorgen på.
Hjerteligt
Eve
Om Eve Bengta Lorenzen
- Baggrund: Eve er blandt pionererne indenfor Mindfulness i Danmark. Hun har skrevet flere bøger om Mindfulness og har mere end 30 års erfaring med meditation. Hun er som den første herhjemme uddannet og certificeret MBSR-lærer fra University of Massachusetts Medical School i USA. Herfra er hun også efteruddannet i Interpersonal Mindfulness. Sammen med Robert J. Jørgensen er hun indehaver af Mindfullife.
- Særlig viden om: Eve har specialiseret sig indenfor de tre områder: Mindful Compassion (selvomsorg), Mindful smertehåndtering, Mindfulness i relationen ( mindfulness baseret dialog). Hun har siden 2008 afholdt kurser i Mindfulness Baseret Dialog og tilbyder efteruddannelse for MBSR instruktører i Mindful Compassion & Pain Management.
Har du selv et spørgsmål om mindfulness? Skriv til brevkassen
I Mindfulnessguidens brevkasse kan du få svar på dine spørgsmål om mindfulness. Spørgsmålene bliver besvaret af en række mindfulness-lærere, der alle har en stor viden om mindfulness inden for forskellige områder.
Du kan sende dit spørgsmål anonymt til Mindfulnessguidens brevkasse her