Vishnu yogamåtte i uld er lavet til liggende/siddende yogastillinger og til meditation.
Den er til langsom og blid yoga, hvor du bliver længe i hver stilling. Den bred og blød, så du ryger ikke udenfor måtten i fx universalstræk. Det føles lidt som at ligge på en blød sky.
Den er ikke skridsikker og ikke velegnet til yoga, hvor du laver hurtige skift og kun er kort tid i hver stilling.
Test af Vishnu yogamåtte i uld
✅ Meget blød og behagelig
✅ Isolerer godt
✅ En meter bred
⛔ Kun egnet til langsom yoga
SE MERE: Læs om Vishnu yogamåtte hos forhandleren (reklamelink)
Udseende
Vishnu yogamåtte i uld er en meget anderledes yogamåtte. Den ligner mere et blødt tæppe, end en yogamåtte. Den er en hel meter bred og to meter lang, så der er god plads til de liggende stillinger.
Følelse
Den er først og fremmest blød på en helt anden måde, end yogamåtter ellers er bløde. Den er blød som et får.
Da jeg trådte op på den første gang, stod jeg længe med lukkede øjne og nød fornemmelsen af fødderne mod måtten. Da mine børn så den, smed de sig ned oven på den. Den er meget behagelig og hyggelig.
Ligger godt fast på gulvet
Yogamåtten folder sig pænt ud og ligger tæt ned til gulvet. Den har en skridsikker underside af gummi/plastik, så den bliver, hvor den skal.
Ikke skridsikker
Yogamåttens overflade er ikke skridsikker og ikke velegnet til yoga, hvor du laver hurtige skift mellem stillingerne. Jeg glider fx i hundestrækket, men det er heller ikke det, som den er lavet til.
Hvis du er ude efter en skridsikker måtte, så tjek fx UltraGrib-yogamåtten.
Støtte og aflastning
Vishnu yogamåtte i uld er til langsom og blid yoga, hvor du bliver længe i hver stilling. Hvis du ikke har brug for et tykt underlag, vil den også kunne bruges som underlag til siddende meditation og til bodyscan.
Den har en god størrelse og der er plads til stillinger som universalstrækket, hvor man ellers let ryger uden for måtten. Den giver fx fin støtte til knæ i kat-ko og skuldre og nakke i halvbro.
Øvelser på et ben
Jeg tænkte egentlig, at den ville være umulig til stående yogaøvelser, men man kan fint lave balance-øvelser som træet på den (på et ben og armene op). Den duer bare ikke til hurtige skift og mange bevægelser.
Test på beton, trægulv og gulvtæppe
Uld er et materiale, der isolerer rigtigt godt, men laget af uld er ikke særligt tykt i den her måtte. Så da jeg lavede bodyscan på uldmåtten på vores betongulv i bryggerset, blev jeg generet af kulden.
Men på et trægulv og gulvtæppe fungerer den fint.
Lugt
Den lugter en lille smule af får/uld, når jeg ligger hovedet helt ned mod den, men ellers ikke.
Skadelig kemi
Der er ikke nogen oplysninger fra producenten, Bodhi, om hvilke kemiske stoffer måtten indeholder.
Den øverste side er 100 procent uld, så med mindre det er behandlet med kemikalier, lyder det ret uskadeligt. Undersiden er lavet af naturlig latex og to slags plastik, der hedder PU og akrylharpiks.
Bæredygtighed
Producenten skriver på den medfølgende info-seddel, at uld er et bæredygtigt og dyrevenligt materiale. Der står, at dyrene bliver klippet ofte, uden at de lider overlast.
Og ja, det er rigtigt, at uld kan produceres bæredygtigt og med høj dyrevelfærd, men det modsatte kan også være tilfældet.
Under hvilke forhold ulden er produceret her, er ikke til at vurdere. Det fremgår ikke. Måske ved producenten det heller ikke, da opkøb af uld typisk foregår gennem store auktioner, hvor ulden bliver samlet fra mange gårde.
Økologisk
Ulden er ikke økologisk.
Rengøring
Den samler hurtigt fnug, støv og dyrehår. Den nærmest suger det til sig. Så var forberedt på, at du skal ryste/støvsuge den ofte, for at holde den pæn.
Uld er selvrensende, så jo mindre du vasker yogamåtten, jo bedre. Det er bedst bare at lufte den, ryste den eller støvsuge den. Hvis du endeligt vil vaske måtten, er det bedst med håndvask i koldt vand.
Den må hverken komme i vaskemaskine, tørretumler, tørres i solen eller på en radiator, skriver producenten.
Detaljer om Vishnu yogamåtte i uld
- Farver: Hvid/Beige
- Materiale: Oversiden er af lammeuld, mens undersiden er lavet af naturlig latex og to slags plastik, der hedder PU og akrylharpiks.
- Mål: 200 x 100 cm
- Tykkelse: Fremgår ikke, men når ulden presset sammen er den måske 3-4 mm tyk (meget svært at måle).
- Vægt: Fremgår ikke, men nok ca. 2 kilo.
- Pris:. 409 kr. hos Den Intelligente Krop (reklamelink)
Det testede produkt er ikke modtaget som gave. Det er lånt til test og derefter leveret retur.