Walden af Henry David Thoreau er spækket med onliners og citeres flittigt. Jeg har samlet nogle af mine favoritter her:
LÆS OGSÅ: Anmeldelse af Walden af Henry David Thoreau
Om tanker, traditioner og vaner
Jordens overflade er blød, og menneskets fødder sætter mærker i den; ligeså er det med de stier, som tanken vandrer af. Hvor opkørte og støvede må ikke verdens landeveje så ikke være, hvor dybe traditionens og vanens hjulspor?
Hvad betyder Afrika? Hvad betyder Vesten? Er vores eget indre ikke en hvid plet på kortet? (..) Vær en Columbus, som opdager helt nye kontinenter og verdener i dig selv og åbner nye veje, ikke for handelen, men for tanken.
Det er aldrig for sent at opgive vores fordomme. Ingen måde at tænke eller handle på, hvor hævdvunden den end er, kan godtages uden at prøves. Det som alle gentager eller uden indsigelse lader passere som sandt i dag, kan vise sig at være usandt i morgen; kun en mening, lidt røg, som nogle havde taget for en sky der ville vande deres marker med livgivende regn
Om at forstå hinanden
Hvor mange fjerne og forskellige væsner i universets mange boliger betragter ikke den samme stjerne i det samme nu? Naturen og menneskelivet er så forskellige som vores forskellige sind. Hvem kan sige, hvordan livet tager sig ud for en anden? Kunne der ske et større mirakel end at vi fik lov at se igennem hinandens øjne et øjeblik?
Vi kan prøve vores liv ved tusind enkle prøver, som for eksempel den at at den samme sol, der får mine bønner til at modnes, på samme tid oplyser et helt system af kloder som vores. Havde jeg husket det, ville det have forhindret nogle vildfarelser. Det var ikke det lys, jeg hyppede dem i.
Om at påvirke dagens egenskaber
Vi må lære at vågne op igen og holde os vågne, ikke ved hjælp af mekaniske hjælpemidler, men ved en uendelig forventning om morgengryet, som ikke forlader os, end ikke når vi sover sødest. Jeg ved ikke noget mere opmuntrende end den ubestridelige kendsgerning at mennesket kan højne sit liv ved bevidst stræben. Det er allerede noget at kunne male et godt billede eller tildanne en statue og på den måde gøre nogle få ting smukke, men det er langt rigere at kunne tildanne og male selve den atmosfære der omgiver os, og som vi oplever igennem – og det kan vi gøre moralsk. At kunne påvirke dagens egenskaber, det er den højeste kunst.
At foregribe, ikke bare solopgange og daggryet, men, om muligt, naturen selv. Hvor mange morgener, sommer og vinter, endnu før nogen nabo var oppe for at passe sin dont, havde jeg ikke været på vej til min! (::) Jeg hjalp aldrig solen med at stå op, det er rigtigt, men der kan ikke være tvivl om at det havde den største betydning bare at overvære dens opgang.
Om at følge sin egen vej
Hvis et menneske ikke holder trit med sine ledsagere, er det måske fordi det hører efter en anden trommeslager. Lad det gå i takt til den musik det hører, ligegyldigt hvilken taktart den så har og hvor fjern den er .
Måske henvender disse sider sig især til fattige, søgende sjæle. Hvad resten af mine læsere angår, vil de tage imod de dele af dem, som de kan synes om. Jeg stoler på, at ingen vil sprænge sømmene i min frakke, når de prøver den, for den kan gøre god nytte for den, der kan passe den
Jeg ønsker bestemt ikke, at andre skal overtage min måde at leve på, for, rent bortset fra at jeg måske finder en anden før de får lært den første rigtigt, så vil jeg gerne have, at der skal være så mange forskellige mennesker i verden som muligt; men enhver må omhyggeligt finde sin egen vej og følge den, ikke sin fars eller mors eller nabos.
Om at leve bevidst
Jeg flyttede ud i skovene fordi jeg gerne ville leve bevidst, befatte mig udelukkende med livets grundlæggende kendsgerninger og se om jeg ikke kunne lære hvad det havde at lære mig, så jeg ikke når min død nærmede sig skulle opdage at jeg ikke havde levet.
Mit liv skulle gå i dybden, jeg ville suge al dets marv, leve så strengt og spartansk at alt det, der ikke var liv, blev slået på flugt eller mejet ned.
I mange år var jeg selvbestaltet inspektør af snestorme og regnskyl og gjorde trofast min pligt. Opsynsmand, om ikke for landeveje, så dog for skovstier og markveje.
I al slags vejr, når som helst, dag og nat, har jeg bestræbt mig på at skærpe min sans for de enkelte øjeblikke, skære mærker for dem i min stok, at stå netop der, hvor to evigheder, fortid og fremtid, mødes, nemlig i nuet, at balancere på denne smalle streg.
Og dog burde vi noget oftere se ud over rælingen på vores fartøj som nysgerrige passagerer og ikke som dumme matroser bruge hele rejsen på at pille værk.
En eneste blid regnbyge gør græsset mange nuancer grønnere. På samme måde bliver vores udsigter lysere under indflydelse af bedre tanker. Vi ville være lykkelige, hvis vi altid levede i nuet og benyttede os af enhver hændelse, der tilstøder os, ligesom græsset, der indrømmer påvirkeningen af den letteste dug der falder på det.
Jeg holder af at have en bred margen i mit liv.
Om at gale højt
Jeg har ikke tænkt mig at skrive en ode til
melakolien, men at gale så højt som hanen
på sin pind om morgenen, hvis ikke for andet,
så for at vække mine naboer
I det lange løb rammer menneskene kun, hvad de sigter efter, så derfor skulle de hellere, selvom det måske mislykkedes i starten, sigte efter et højere mål”, som han selv skriver.
Om hvad han lærte i skoven
Jeg lærte i det mindste et af mit eksperiment: At hvis man tillidsfuldt går fremad i den retning, som ens drømme har udpeget for en, og prøver at virkeliggøre det liv man har forestillet sig, så vil ens bestræbelser blive kronet med et held, som man i sine nøgterne stunder aldrig ville have ventet.
I samme grad som man forenkler sit liv vil universets love forekomme en mindre indviklede, og ensomheden vil ikke være ensomhed, fattigdommen ikke fattigdom og svaghed ikke svaghed.
Det lys, som slukker vores øjne, er mørke for os. Kun den dag gryr, som vi er vågnet op til. En større dag skal til at gry. Solen er kun en morgenstjerne.
Om at samle skatte
Mennesket samler sig skatte, som rust og møl fortærer og som tyve bryder ind og stjæler. Det er et tåbeligt liv, som de vil opdage, når de kommer til enden af det, om ikke før.
I ødelægger jeres helbred for at kunne lægge noget til side til I bliver syge, noget til at gemme væk i en gammel kiste, i en strømpe i et hemmeligt hul i væggen, eller sikrere, i en solidt bygget bank.
Jeg vil hellere sidde på et græskar og have det hele for mig selv, end sidde i trængsel på en fløjspude.
Hvorfor skal vi leve så forhastet, hvorfor skal vi spilde vores liv på den måde? Vi er besluttet på at dø af sult, før vi bliver sultne. Folk siger “et sting i tide, sparer megen kvide”, og så syr de tusind sting i dag for at spare ni i morgen.
Om at være sin egen slavefoged
Det er hårdt at have en opsynsmand fra sydstaterne, det er værre at have en fra nord, men værst af alt er det, at være sin egen slavefoget.
Det store flertal lever et liv i stille fortvivlelse.
Om at leve vegetarisk
En gårdmand siger til mig: man kan ikke leve af grønsager alene, for så har kroppen ikke noget at lave knogler af, altså bruger han samvittighedsfuldt en del af sin dag på at forsyne sin organisme med råmateriale til knogler. Altimens han taler, går han bag sine okser, som med knogler lavet af grøntsager haler ham og hans tunge plov afsted.
Der findes en bestemt klasse af vantro, der nu og da stiller spørgsmål som: Tror jeg virkeligt at jeg kan leve af planteføde alene?- og for at komme til sagens kerne med det samme, thi dens kerne er tro, plejer jeg at svare dem, at jeg kan leve af søm.
Om tøj og mode
Ingen har nogensinde stået lavere i min agtelse ved at have en lap på sit tøj, og dog er jeg sikker på at de fleste bekymrer sig mere om hvorvidt deres tøj er moderne eller i det mindste rent og helt, end om hvorvidt deres samvittighed er ren. (..) Det vil være lettere for dem at humpe til byen med et brækket ben end med et revet bukseben. (…) Giv et fugleskræmsel din sidste skjorte på og stil dig nøgen ved siden af – hvem ville da ikke snarest hilse på fugleskræmslet?
Et menneske som endelig har fundet sig noget at tage til, behøver ikke et nyt sæt tøj at gøre det i.
Den øverste abe i Paris sætter en rejsehue på hovedet, og alle aberne i Amerika gør ligesådan. (..) Hver ny generation ler af de gamles moder, men tager de nye ganske højtideligt. (..) Mænd og kvinders barnagtige og primitive smag for nye mønstre – hvor mange holder den ikke beskæftiget at dreje kalaidioskobet og glo sig skeløjede i det for måske at opdage lige netop det billede som vores generation kræver i dag.
Om monumenter
Nationer er besat af en vanvittig trang til at forevige mindet om sig selv ved den mængde udhugne sten de efterlader sig. Hvad om de bestræbte sig ligeså meget på at pudse og polere deres manerer? En stump sund fornuft ville være mere mindeværdig, end et monument, der nåede helt op til månen.
Hvad pyramiderne angår, så er det eneste bemærkelsesværdige ved dem, det faktum, at så mange mennesker kunne findes mindreværdige nok til at bruge deres liv på at opføre en grav til et eller andet æggerigt fæhoved.