Jeg fik et godt spørgsmål sidste uge: Hvorfor er der egentlig ikke baggrundsmusik i de guidede MBSR-meditationer? Kan MBSR-lærere ikke lide musik?
Jo, det kan vi!
Jeg har lige haft den bedste morgen, fordi min 12-årige datter satte sin jule-playliste på (liiiidt tidligt, ja). Og vi sang og dansede, mens vi børstede tænder til Rasmus Seebachs “Stjerneregn af sne”.
Musik kan både give energi og skabe ro. Det kan fremkalde følelser og stemninger.
Så hvorfor er der ikke baggrundsmusik i MBSR-meditationerne?
Her er tre gode grunde:
1. Det handler ikke om at skabe en bestemt stemning
I mindfulness-træningen prøver vi ikke at fremkalde eller undgå bestemte stemninger eller følelser. Vi træner evnen til at lægge mærke til det, der allerede er her, også når det er kedsomhed, uro eller ubehag. Øvelsen er ikke at få noget til at gå væk eller blive anderledes.
2. Musik trækker i opmærksomheden
Baggrundsmusik i en meditation bliver endnu en ting, sindet skal forholde sig til. Når der er færre stimuli, bliver det lettere at opdage, hvad der er tilstede lige nu og hvad opmærksomheden er optaget af.
Det er af samme grund, at vi sætter os et roligt sted, lukker øjnene eller lader blikket hvile på et punkt foran os.
3. Mindfulness trænes midt i hverdagen
Hvis vi vænner os til, at mindfulness-træningen kræver bestemte omgivelser, som et særligt rum eller noget bestemt musik, så bliver det ufleksibelt.
For den virkelige træning sker ikke på puden, men i vores hverdag. I en bus, i en kø, på en bænk eller i en lufthavn med et helt andet lydtæppe end rolig musik.
Test det selv
Når det er sagt, så test det selv. Det er en af de allervigtigste ting i mindfulness-træningen: Tro ikke bare på det jeg siger. Undersøg det selv og se, hvad der er støttende for dig.
Du kan fx lytte til en guidet meditation med baggrundsmusik og en uden og undersøge, hvad det gør ved din oplevelse.
Og er der noget, som du undrer dig over, så send dit spørgsmål til [email protected]. Så lover jeg at svare, hvis jeg kan.