Hvordan kan man være noget for et andet menneske, når der ikke er mere håb og glæde?, spørger 62-årige Kirsten, der passer sin gamle mor.
Hun får 5 gode råd fra MBSR-lærer Ann Ostenfeld-Rosenthal, der også er formand for Foreningen Nærvær Omkring Døende.
SPØRGSMÅL
Jeg er den nærmeste pårørende til min mor, der er kommet på plejehjem. Mentalt er hun frisk, men hendes krop er slidt og syg, og hun har mange smerter. Der er intet håb om, at hun kommer til at få det bedre.
Hun har altid været fantastisk til at se det gode i livet og i andre mennesker, men det kan hun ikke mere. Hver gang jeg kommer, starter hun med at beklage sig over forholdene på plejehjemmet, lige fra personalet til maden, sengen og de andre beboere. Der er intet, der er godt, intet at glædes over.
Jeg kan næsten ikke holde det ud mere og mærker stor modstand mod at besøge hende. Jeg tager mig selv i at forsøge at komme hurtigt derfra, (er forbi stort set hver dag).
Jeg har mediteret i mange år, så jeg ved godt, at jeg skal forsøge at tillade håbløsheden og sorgen at være der og ikke kæmpe imod. Men jeg kommer hele tiden til at forsøge at tale hendes smerte væk, løse hendes problemer eller få hende til at glædes over solskinnet og fuglene der synger. Og jeg bliver trist og frustreret over, at det ikke lykkedes.
Så hvordan kan man være noget for et andet menneske, når der ikke er mere håb og næsten ingen glæde? Hvordan kan man selv holde modet oppe, når man næsten ikke kan holde det ud mere?
Med venlig hilsen
Kirsten
SVAR:
Kære Kirsten
Tak for dit spørgsmål, der i sin essens lyder sådan her: ’Hvordan kan man være noget for et andet menneske, når der ikke er mere håb og glæde? Hvordan kan man selv holde modet oppe, når man næsten ikke kan holde det ud mere?’
Det er et grundlæggende spørgsmål indenfor mindfulness, men også generelt eksistentielt. Det er et spørgsmål, som berører rigtigt mange mennesker. Ikke blot pårørende til syge, men alle, der er pårørende til mennesker med megen lidelse. Det kan også være døende mennesker.
For at besvare dit spørgsmål, vil jeg komme ind på 5 områder, som du kan prøve at arbejde med:
1. Non-fixing – at tjene frem for at fixe
Ud fra mindfulness tanken er en grundlæggende non-fixing holdning essentiel, når du er med mennesker med megen lidelse. Den amerikanske læge, Rachel Naomi Remen, beskriver en vigtig forskel mellem at ’fixe’ og at ’tjene’ andre:
- At fixe: indebærer en hierarkisk relation, da man forestiller sig, at man som for eksempel læge kan fixe patienten. Dermed sætter man sig selv over patienten og undervurderer samtidig patientens evne til selv at finde en vej.
- At tjene: indebærer i modsætning hertil en respekt for patienten og hendes lidelse, som måske ikke kan og ikke skal ’fixes’.
Jeg kan høre, at du er bekendt med tanken, men du kan prøve at øve dig i en non-fixing holdning over for din mor. Måske finder hun selv en vej i det – på sin egen måde.
LÆS OGSÅ: Anmeldelse af Saki Santorellis “Bliv hel”
2. Nærvær – den største gave, du kan give et lidende menneske
I forbindelse med døende, som også ofte er svært lidende mennesker, siger den buddhistiske lærer, Sogyal Rinpoche:
“Kvaliteten af vores nærvær i dette det mest sårbare øjeblik er af afgørende betydning.”
Det mener jeg kan overføres til alle svært lidende mennesker, som for eksempel din gamle mor. Jeg kan høre, at du har trænet nærvær og at være med din egen lidelse længe. Den træning kommer virkelig på prøve i dit samvær med din mor.
At være nærværende med og accepterende over for sin egen lidelse, er nemlig en forudsætning for at kunne rumme andres lidelse med nærvær og medfølelse uden at forsøge at fixe. Nærværet er den største gave, man kan give lidende mennesker. Og der behøver ikke være ord på.
Kunne det være en mulighed at du, mens din mor beklager sig til dig, bare sidder og lytter med nærvær og et åbent hjerte?
3. Medfølelse – en evne der kan trænes
Den moderne neurovidenskab har fundet ud af, at vi som mennesker er skabt til at føle empati. Man kan også kalde det følelsesmæssig intelligens eller sensitivitet. Medfølelse er også en grundlæggende menneskelig følelse. Som empati kan den være mere eller mindre udviklet. Men den kan trænes.
Den tyske neuroforsker, Tania Singer, skelner mellem empati og medfølelse. Hun forklarer forskellen på følgende måde:
’Når jeg føler empati med andres lidelser … lider jeg selv. I modsætning til, hvis vi føler medfølelse for andres lidelser, så føler vi omsorg – en følelse af kærlighed og varme – og vi kan udvikle en stærk motivation til at hjælpe den anden.’
Med andre ord: for megen empati kan føre til udbrændthed, mens medfølelse motiverer os til at hjælpe og gavner samtidig os selv. Så hvordan kan vi balancere konstruktivt mellem disse to følelser? Den amerikanske meditationslærer, Sharon Salzberg, giver to gode forslag til dette:
- Vi kan træne medfølelse: Vi kan anerkende, at medfølelse er en evne, der kan trænes via træning i opmærksomhed, venlighed, tolerance, sindsro og accept – alle færdigheder, vi træner i mindfulness programmerne.
- Vi kan træne at forholde os til vores egen lidelse: Vi kan forholde os til vores egen lidelse med venlighed, medfølelse og accept. Disse færdigheder trænes specielt i self-compassion meditationer.
LÆS OGSÅ: Jeg kan klare smerterne – men ikke sorgen over smerterne
4. Mening – tal om meningen med livet og med lidelsen
Noget, der er af afgørende betydning for alle mennesker, er mening. Mening er måske især vigtigt for mennesker, der lider. Meningen med min lidelse – hvorfor lige mig? Men også mere overordnet, meningen med livet.
Jeg kan give dig et forslag til, hvordan du eventuelt kan få din mor til at reflektere over meningen med sin sygdom og sit liv:
- Hvad har været vigtigt i hendes liv? Du kan starte med forsigtigt at spørge ind til vigtige begivenheder i hendes liv, og hvorfor de har været vigtige. Gamle mennesker holder som regel af at tale om deres liv, både på godt og ondt. Og igen – du behøver stort set kun at lytte med nærvær.
- Er der en mening med lidelsen? Hvis situationen tillader det, kan du spørge mere ind til, om hun føler, der er en mening med hendes lidelse? Det er bare forslag. Du ved bedre selv, hvad der skal til for at få din mor til at reflektere.
- Kommer hun ind på noget spirituelt? Hvis hun i den forbindelse kommer ind på noget spirituelt, er dette felt en stærk ’meningsgiver’. Jeg tænker på spiritualitet i meget bred forstand, som emner af ultimativ mening, værdier og relationer til en højere magt eller det transcendente eller hellige. Det kan være værdifuldt at tage den slags samtaler, særligt når hun er i den ende af livet.
5. Selvomsorg – drag omsorg for dig selv
Folk, der som dig, regelmæssigt bruger meget af deres energi på omsorg for andre, kan udmatte sig til udbrænding. Den tilstand beskrives typisk som en blanding af stress, vrede, depression og frustration. For at undgå udbrændthed er det vigtigt, at omsorgspersoner praktiserer selvomsorg.
Derfor er det af afgørende betydning er, at du drager omsorg for dig selv. Du kender sikkert mange måder selv, hvorpå du kan gøre det.
Jeg vil særligt anbefale, at du dagligt laver en self-compassion meditation. Der findes flere danske på nettet, men hvis du er fortrolig med engelsk, kan jeg anbefale Kristin Neff’s guidede self-compassion meditationer.
De bedste ønsker for dig og din mor.
Ann
Om Ann Ostenfeld-Rosenthal
- Baggrund: Ann Ostenfeld-Rosenthal har en Ph.D. grad i medicinsk antropologi. Hun er uddannet MBSR lærer fra Dansk Center for Mindfulness, Aarhus Universitet og CFM Certificeret MBSR lærer. Ann står bag Mindfulness Djursland og er ansat på Center for Specialpædagogiske Børnetilbud, Aarhus Kommune, som antropolog og MBSR lærer.
- Særlig viden om: Anns antropologiske forskningsprojekter har givet særlig indsigt i cancerpatienters fysiske og følelsesmæssige livsverden. Cancerpatienter og deres pårørende samt mennesker i sorg står derfor hendes hjerte nær. Hun er formand for foreningen Nærvær Omkring Døende.