Af Lene Møbjerg Toft (læsetid: 4 minutter)
Måske har du tænkt: “Jeg vil gerne i gang med at meditere, men hvor meget tid skal der egentlig til, før det virker?”
Det er et spørgsmål, mange stiller sig selv. For når hverdagen er fyldt op, giver det mening at ville bruge tiden på noget, der gør en reel forskel.
Og det gode er: Hvis du kan afsætte bare et kvarter om dagen, så viser forskningen, at det faktisk kan gøre en forskel.
Forskningen siger: 12 minutter virker
Lad os starte med et spændende studie fra Amishi Jha. Hun er professor i psykologi, forfatter til bogen Peak Mind og har undersøgt mindfulness hos soldater og studerende.
Hendes forskning viser, at 12 minutters daglig meditation over flere uger (mindst 4 uger) kan styrke opmærksomhed, arbejdshukommelse og mental robusthed.
Så hvis du har 12 minutter om dagen, så er du allerede godt på vej.
Kilde: Peak Mind
MBSR: Træn hver dag
Hvis du deltager i et MBSR-forløb (mindfulness-baseret stressreduktion), vil du blive inviteret til at meditere mellem 30 og 45 minutter dagligt i 8 uger.
Med den indsats er der evidens for, at programmet kan:
- Reducere stress
- Mindske symptomer på angst og depression
- Forbedre søvn
- Styrke følelsesmæssig regulering og mental robusthed
Det er ikke alle mine deltagere, der når op på de 45 minutter, men alligevel oplever de stadig forandringer. Fx mindre uro, mere nærvær og bedre håndtering af svære situationer.
Min anbefaling: Mindst 15 minutter om dagen
Hvis du overvejer, hvor meget du skal fortsætte med at meditere efter et MBSR-hold, vil jeg anbefale mindst 15 minutter om dagen.
Gerne mere, men hellere 15 minutter hver dag, end en time hver søndag.
Og føles det helt umuligt at finde 15 minutter til dig selv? Så er det måske et tegn på, at du faktisk har brug for at stoppe op og sætte farten lidt ned.
Kan uformel træning gøre en forskel?
Det siges ofte, at det vigtigste er at være nærværende i hverdagen. Fx mens du vasker op, venter i kø eller laver mad.
Det er ikke forkert.
Men uden en vis formel praksis kan det være svært at huske det uformelle. Det gælder især på travle dage, eller når svære følelser river os rundt.
Du vil sandsynligvis opleve, at det bliver lettere at være nærværende i hverdagen, når du har en fast praksis at støtte dig til.
Det ene styrker det andet.
Hvor meget nærvær ønsker du i dit liv?
Hvis du er et presset sted i livet, så er 15 minutter nok. Prøv det i en måned og se, hvad der sker.
Har du mere tid? Så brug den. En halv time. En hel. Men husk, at selv et kvarter kan gøre en forskel, hvis du gør det regelmæssigt.
Forskning viser, at vi i gennemsnit er mentalt fraværende næsten halvdelen af vores vågne tid. Vi er der, men går glip af øjeblik efter øjeblik.
Så måske handler det ikke om, hvor lidt du kan nøjes med – men hvor meget nærvær du ønsker i dit liv?
PRØV DET SELV
Alt, hvad jeg skriver, er forslag. Det er en invitation til, at du selv undersøger, hvad der virker for dig. Vær kritisk, tag det med, der giver mening – og prøv det af i praksis.
HAR DU ET SPØRGSMÅL OM MINDFULNESS?
Så send det til [email protected], så tager jeg det måske op i et kommende nyhedsbrev.