En nat i 2011 forlader munken Yongey Mingyur Rinpoche i hemmelighed sit kloster i Indien. Han lister ned af trappen, kravler ud af et vindue og smutter ud af porten, uden at vagten ser ham.
For første gang i sit 36-årige liv er han helt alene. Han har forladt sit liv som verdenskendt meditationslærer, leder af tre klostre i Indien og stifter af organisationen Tergar, der har afdelinger over hele verden.
Foran ham ligger 4 år på gaden som omvandrende tiggermunk. I bogen “Forelsket i verden” – kan du læse, hvordan det går de første tre uger. For det kommer til at gå helt anderledes, end han havde forestillet sig.
Bogen er også lavet som film i 2021:
Filmanmeldelse: Wandering But Not Lost
Hvem er vi uden vores titler og roller?
Da Mingyur Rinpoche lukker porten bag sig og fortsætter alene ud i natten, træder han i fodsporene på en række af fortidens tibetanske mestre, der forlod alt for at søge oplysning.
For hvem er vi, når alle titler og roller er kastet på bålet? Når der ikke er nogen, der kigger? Når ingen ved, hvem man er?
“Jeg ville brænde de grove ydre lag af beskyttelse og vaner for at blive fri – ikke for livet, men til livet – fri til at leve hver dag med et nyfødt engagement i, hvad der end ville dukke op”, skriver han.
Glæden ved at være til – når du er alene og sulten
Mingyur Rinpoche har tidligere skrevet bestselleren “Glæden ved at være til”, (som du kan låne gratis på eReolen). Bogen handler om, hvordan du kan opnå ro, balance og livsglæde gennem meditation.
I “Glæden ved at være til” beskriver Mingyur Rinpoche sin opvækst som yngste søn i en fremtrædende familie af meditationsmestre. Da han bliver anerkendt som tulku – en reinkarneret lama – opnår han en nærmest royal status. Hele sit liv har han været omgivet af tjenere. Han har aldrig selv købt en togbillet, aldrig lavet mad eller vasket tøj.
Så en ting er at mestre “glæden ved at være til”, når man lever et beskyttet og trygt liv med respekt og anerkendelse. Noget andet er, hvordan det går, når man er alene, sulten og syg.
En dharmaprins på 3. klasse
For at rejse væk fra alle, der kender ham, stiger Mingyur Rinpoche på et smeltende varmt tog på 3. klasse med kurs mod den hinduiske hellige by Varanasi.
Han begynder rejsen presset op af døren af menneskekroppe, mast og skubbet af de fattige og snavsede medrejsende. Der går ikke lang tid, før han er ved at blive overvældet af ubehag, utryghed og uro.
Og hvad gør en meditationsmester så, når det bliver svært?
Han bruger alt det, som han har lært.
Anerkend bølgen, men bliv i havet
Mingyur Rinpoche beskriver detaljeret, hvordan han på sin rejse, blandt andet i toget, arbejder med de svære følelser og fysiske ubehag.
Vores bevidsthed er som den blå himmel eller oceanerne – umådeligt, siger han. Vores tanker er som bølger eller skyer. Bølger opstår og skyer driver forbi. Når vi ikke holder fast i dem – ikke sidder fast i dem – så mister de deres magt.
“Anerkendt bølgen, men bliv i havet”, siger han og på den måde giver han selv plads til ubehaget i toget. Efter nogle minutter stilner uroen af og han kan igen være i situationen med de ubehagelige sanseindtryk.
At lægge brænde på bålet – lidt af gangen
At forlade sit trygge hjem og vante rammer er et forsøg på at følge det tibetanske princip om at “lægge mere brænde på bålet””. At bevidst opsøge svære situationer for at kunne arbejde med dem.
Svære følelser og fysisk ubehag kan let kan gøre os hårde, men Mingyur Rinpoche viser, hvordan vi kan møde det med omsorg, medfølelse og venlighed.
Da toget ankommer til Varanasi tilbringer han en tid på stationen. Han køber mad og et sted at sove, så han langsomt kan vænne sig til sit nye liv. Han beholder også sine velkendte munkeklæder en tid, indtil han er klar til at lægge dem fra sig.
Egoets død og kroppens død
Efter en tid i Varanasi fortsætter han mod landsbyen Kushinigar, hvor Buddha døde. Trods stedets særlige historie, kommer der ikke mange pilgrimme her, da temperaturen kan nå op på 48 grader.
De sidste rupees er brugt. Om natten sover han i parken på jorden sammen med byens vilde hunde. Han mediterer i mange timer hver dag og tigger sig til madrester, som hundene ellers skulle have haft.
Efter få dage bliver han ramt af en voldsom madforgiftning. Som tigger i Indien er man overladt til sin skæbne og han bliver dødssyg. Han glider ud og ind af bevidsthed, spiser intet og kaster op, når han drikker vand.
Hans rejse har taget en helt anden retning, end han havde forventet. Mens den første del af bogen har handlet om egoets død, står han i bogens sidste del helt uventet ansigt til ansigt med kroppens fysiske død.
Hvordan bogen ender, skal du selv have lov til at læse. Faktum er dog, at Mingyur Rinpoche i dag er vendt tilbage til sit “gamle liv”, hvor han blandt andet besøgte København til august 2019 for at fortælle om “Forelsket i verden”.
En usædvanlig og inspirerende bog
Når den sidste side er vendt, sidder man tilbage med oplevelsen af at have læst en både usædvanlig og inspirerende bog.
Usædvanlig, fordi det er en meget ærlig, meget personlig og intim fortælling. Det er en sjældenhed, at store meditationslærere lader os komme så tæt på. At de viser, hvordan de selv møder tvivl, angst og smerte, – livet og døden.
Og inspirerende, fordi Mingyur Rinpoche med udgangspunkt i sine egne oplevelser og erfaringer viser, hvordan vi kan prøve at leve et mere meningsfyldt liv. Hvordan vi selv kan forsøge at transformere frygt og modstand til vågenhed og møde livet med glæde.
Her kan du købe Forelsket i verden af Yongey Mingyur Rinpoche
Hvis du selv vil læse bogen, kan du købe den her:
E-bog:
- Arnold Busck sælger bogen som e-bog til 112,50 kr. (reklamelink)
- Bogreolen sælger e-bogen til 116,95 kr. (reklamelink)
- Saxo sælger e-bogen til 119,95 kr. (reklamelink)
Papir-bog:
- Gucca sælger bogen bogen til 229,95 kr. (reklamelink)
- Bogreolen sælger bogen til 234,95 kr. (reklamelink)
- Saxo sælger bogen til 269,95 kr. (reklamelink)
- Arnold Busck sælger bogen til 299,95 kr. (reklamelink)
Lydbog:
- Bogreolen sælger bogen som lydbog til 116, 95 kr. (reklamelink)
- Saxo sælger bogen som lydbog til 119,95 kr. (reklamelink)
Anmeldelser – hvad skriver andre om Forelsket i verden
Den buddhistiske nonne og forfatter Pema Chödrön kalder bogen for “En af de mest inspirerende bøger, jeg nogensinde har læst.” (hun har blandt andet selv skrevet bogen – At leve smukt).