41-årige Malene har været sygemeldt med stress og er langsomt ved at få det bedre. For hende har mindfulness-meditation været en stor hjælp, men hun overvejer, om det skal suppleres med antidepressiv medicin.
Læs hele hendes spørgsmål og svaret fra MBSR-lærer og læge Tove Hansen her:
SPØRGSMÅL
Jeg har været sygemeldt med stress tre måneder. Siden har jeg brugt det sidste halve år på at vende langsomt tilbage til mit arbejde, som jeg er rigtigt glad for. Jeg arbejder lige nu knap 30 timer i ugen.
Mens jeg var sygemeldt startede jeg på et MBSR-kursus. Siden er jeg forsat med at meditere, stort set hver dag. Det hjælper mig rigtigt meget, både i forhold til stress, men også i forhold til relationer, som jeg har synes var svære. Især i min egen relation til mig selv. Jeg har altid haft et lavt selvværd, grænsende til selvhad, men nu er jeg begyndt at kunne være mere kærlig og omsorgsfuld over for mig selv.
Problemet er, at det jo ikke er en mirakelkur på den måde. Min læge, kommunens sagsbehandler og den psykolog, som jeg er tilknyttet gennem mit arbejde, kan ikke rigtigt se, at det gør så stor en forskel. Jeg er jo stadig ikke oppe på fuld tid efter 3/4 år. Og jeg bliver stadig let presset. Og jeg skal stadig sige nej til en masse ting og passe meget på, for at det går godt.
Derfor anbefaler de faktisk alle sammen, at jeg prøver med antidepressiv medicin, for at se om det kan hjælpe mig. Jeg har virkeligt ikke lyst, men føler et stort pres. Jeg har været meget stresset i mange år og i lang tid overhovedet ikke kunne mærke mine følelser eller min krop. Nu er jeg ved at få kontakten tilbage og jeg er bange for, at medicinen vil ødelægge det. Jeg kan selv mærke, at det går fremad, men det går bare ikke så hurtigt, som alle andre gerne vil have.
Det var lidt om baggrunden – mit spørgsmål er: Er mindfulness og antidepressiv medicin to alternativer eller kan det bruges sammen? Har jeg ret i min frygt for, at medicinen dulmer mine følelser og tanker, som jeg lige er ved at lære at kende og øver mig i at lytte til?
På forhånd tak for svar, Malene, 41 år.
LÆS OGSÅ: MBSR-kurser i Danmark i 2017-2018
SVAR
Kære Malene
Tak for dine spørgsmål om mindfulness og antidepressiv medicin.
Du spørger dels om mindfulness og antidepressiv medicin er to alternativer eller kan bruges sammen og dels om du har ret i, at medicinen dulmer følelser og tanker.
Mindfulness og antidepressiv medicin kan godt bruges sammen, men ved de fleste videnskabelige undersøgelser er de undersøgt hver for sig. Undersøgelser har vist, at personer med lettere depressioner har mere gavn af motion, fornuftig kost, stressreduktion, lysterapi og samtaleterapi end af medicin.
Er depressionen moderat til alvorlig, får man den bedste effekt af en kombination af medicin og psykoterapi.
De hyppigste bivirkninger ved medicinen er mundtørhed, kvalme, hovedpine, træthed, sved, vægtøgning, søvnforstyrrelser og seksuelle vanskeligheder. Disse bivirkninger er oftest forbigående.
Nogle oplever også, at følelserne bliver mere afdæmpede, men hvis man har en moderat til alvorlig depression betyder det mindre i forhold til at komme hurtigst muligt ud af depressionen.
LÆS OGSÅ: Hvornår kan jeg få mindfulness på recept hos lægen?
Din egen oplevelse og andres forventninger
Det var de generelle vejledninger, men i forhold til din egen sygehistorie vil jeg gerne knytte yderligere kommentarer. Først vil jeg gerne rose dig for din håndtering af problemet. Det er virkelig flot, at du efter at have været stresset i mange år, sygemeldt i kun 3 måneder, så allerede efter 3/4 år arbejder knap 30 timer i ugen.
Endvidere har du formået at få gjort noget ved dit lave selvværd, og du er begyndt at få kontakten tilbage til din krop og følelser. Begge dele giver gode forudsætninger for at kunne nedsætte risikoen for tilbagefald.
Endelig hæfter jeg mig ved, at du SELV mærker fremgangen! Jeg tror, at du ved bedst. Det går bare ikke så hurtigt, som andre ønsker. Nej, men det er måske deres forventninger, der skal korrigeres. Ud fra de ovennævnte oplysninger må man sige at det går rigtig godt.
SÅ: mit forslag er, at du ikke skal starte på behandling med antidepressiv medicin for at leve op til andres forventninger. Du skal kun gøre det, hvis du har eller får en moderat til alvorlig depression. Så er det til gengæld meget vigtigt at komme i medicinsk behandling.
Hold endelig fast ved dine gode vaner med mindfulness.
Med venlig hilsen
Tove
Om Tove Hansen
- Baggrund: Tove Hansen er uddannet læge og har i 35 år været praktiserende læge med egen praksis i Hadsten. Siden 1967 har hun haft egen yoga- og meditationspraksis. Hun er uddannet MBSR-lærer fra Dansk Center for Mindfulness på Århus Universitet og har en 2-årig uddannelse i kognitiv terapi. Hun afholder MBSR-kurser, månedlige opfølgningshold og retræter hos Bangholm Klinikken.
- Særlig viden om: Mindfulness i forhold til sundhed, sygdom og andre emner, hvor hendes baggrund som praktiserende læge er særligt relevant.
Har du selv et spørgsmål om mindfulness? Skriv til brevkassen
I Mindfulnessguidens brevkasse kan du få svar på dine spørgsmål om mindfulness. Spørgsmålene bliver besvaret af en række mindfulness-lærere og eksperter, der alle har en stor viden om mindfulness inden for forskellige områder.
Du kan sende dit spørgsmål anonymt til Mindfulnessguidens brevkasse her