Bliv hel – mindfulness i medicin og sundhedsvidenskab er Saki Santorellis første bog i dansk oversættelse. Bogen blev udgivet i 1999, men er først nu blevet oversat til dansk.
Saki Santorelli er professor i medicin og leder af Center for Mindfulness ved University of Massachusetts i USA. Sammen med sin kollega Jon Kabat-Zinn har han i mere end 35 år stået for undervisning, uddannelse og forskning i mindfulness. Alt sammen med udgangspunkt i det evidensbaserede MBSR-program, hvor der er fokus på mindfulness-baseret stressreduktion.
Vi er alle sårede og vi er alle fuldkomne
Den lidt tørre undertitel “Mindfulness i medicin og sundhedsvidenskab” kunne få nogle til at tro, at det var en teoretisk fagbog til sundhedssektoren. Intet kunne være mere forkert.
Du vil blive slemt skuffet, hvis du forventer en gennemgang af erfaringerne med mindfulness i sundhedssektoren. Eller hvis du køber bogen, for at få viden om forskning og teori.
Når bogen hedder “Bliv hel” er det ligeså meget behandleren, som patienten, den henvender sig til.
Uanset om vi tilbyder eller søger hjælp, så er vi alle sårede og vi er alle fuldkomne
– Saki Santorelli –
For godt nok er Santorelli professor i medicin og har arbejdet videnskabeligt med at undersøge effekterne af mindfulness, men det er ikke fokus i denne bog. Så langt fra.
LÆS MERE: Hvad er mindfulness?
Prosa og poesi
Når det er sagt, så er “Bliv hel” en af de allerbedste grundbøger om mindfulness, der er skrevet.
Bogen er en blanding af prosa og poesi. Den er fuld af digte, historier, eksempler, øvelser, alt sammen inddelt i små afgrænsede afsnit. Patienternes, behandlernes og forfatterens egne oplevelser og erfaringer bliver løbende inddraget.
Den er skrevet i kapitler, der følger det otte uger lange MBSR-kursus, og det vil helt sikkert fungerer godt at læse den i det tempo. For selv om bogen er let at læse, vil det tage tid at forstå, hvad den handler om. Resten af dit liv måske. Det er i hvert fald en bog, som du kan vende tilbage til igen og igen.
Hvis du hellere vil læse en egentlig fagbog med vægt på forskning og videnskab, så læs i stedet “Lev med livets katastrofer” af Jon Kabat-Zinn. Her får du en grundig gennemgang af det videnskabelige grundlag for MBSR-programmet og hvordan mindfulness kan reducere stress. Så kan du altid vende tilbage til “Bliv hel” senere.
LÆS MERE: 10 gode bøger om mindfulness på dansk
For alle behandlere og patienter
Selvom bogen har undertitlen “Mindfulness i medicin og sundhedsvidenskab”, kan den læses af alle, hvad enten du arbejder i sundhedssektoren eller ej.
Bogen handler i høj grad om at finde den rigtige balance mellem at hjælpe andre og samtidig kunne erkende, at der er tider, hvor vi er hjælpeløse. Der er tider, hvor vi ikke ved, hvad vi skal gøre eller hvor vi intet kan gøre.
Og selvom bogen har et gennemgående fokus på patient-behandler relationen, så handler det om udfordringer, som vi alle står over for.
Hvor lyset trænger ind
Et af de centrale citater i bogen, er fra et digt af den persiske digter Rumi, der levede i det 13. århundrede. Santorelli vender flere gange tilbage til det i bogen.
Digtet lyder:
“Vend dig ikke væk. Bliv ved med at se
på det sårede sted. Der er der
lyset trænger ind.”
Det er det, som Santorelli taler om, når han taler om at blive hel. At være villig til bevidst at mærke og rumme samtlige aspekter af os selv. Det er ikke let. Men som Santorelli skriver: “dybest set handler mindfulness-meditation om omhu og omsorg, om villigheden til at gå tæt på vores ubehag og smerte uden at dømme, stræbe, manipulere eller forestille sig”.
LÆS OGSÅ: At leve smukt af Pema Chödrön – anmeldelse
Knust, men stadig hel
Bogen kunne også have heddet “Knust, men stadig hel”, hvilket Santorelli også overvejede som en titel.
I bogen fortæller han om en billedhugger, der havde mistet sit ene ben. Han havde lavet en perfekt rund kugle i sten, slebet og poleret den – og så smadret den. Derefter samlede han den igen med møtrikker, bolte og cement. “Knust, men stadig hel” var titlen kunstværket.
Det knuste og det hele eksisterer på en og samme tid: “Essensen af mindfulness er at drage det frem, der allerede er – snarere end at forestille os, at vi må fylde andre op eller fyldes op af noget udefra for at føle os hele”, skriver Santorelli.
Mindfulness tilbyder os – i lighed med en sekstant – et redskab til at navigere efter på disse ukendte have, hvad enten vi er hjælpere eller søger hjælp
Saki Santorelli.
Mindfulness er hverken en hurtig løsning, en række feel-good-øvelser eller magi. Det er en metode. Med “Bliv hel” får du adgang til en af de bedste og mest levende beskrivelser af den metode på dansk.
Læs et uddrag eller køb “Bliv hel”
Hvis du har fået lyst til at læse hele bogen eller et uddrag, kan du finde links her.
Du kan læse et uddrag af bogen på Dansk Psykolog Forlags hjemmeside – læs et uddrag her
- Køb bogen hos Gucca til 269,95 kr. (reklamelink)
- Køb bogen hos Saxo til 269 kr. (reklamelink)
Hvad siger andre om “Bliv hel”?
Jacob Piet, psykolog og forsker ved Center for Mindfulness:
“Giv ikke slip på denne bog! Den er usædvanlig. Den repræsenterer dybden i mindfulness”, sådan lyder den første sætning i det danske forord af Jacob Piet, der er forsker ved Center for Mindfulness ved Aarhus Universitet. Han siger om bogen:
“ Bogen er indholdsmættet og rummer dybe perspektiver på livet. Den er en vejviser til at blive hel som menneske”.
Jacob Piet tilføjer: “Drop opvasken eller løbeturen, hvis det er det, der skal til for at få bogen læst. Tag dig samtidig god tid. Det virkeligt interessante er det, du opdager og lærer om dit eget liv, i takt med at du læser bogen”.
Jon Kabat-Zinn, professor i medicin
Jon Kabet-Zinn, der er grundlægger af Center for Mindfulness ved University of Massachusetts, skriver i sit forord om bogen:
“Den sætter ord på de underliggende principper og praksisformer, som gennemtrænger og bærer arbejdet.(…) Som det fremgår af de kommende sider, er det både en indre og ydre praksis, der forudsætter et levende engagement”.
Det er hans håb, at bogen vil blive standartlæsning for alle medicinstuderende og sundhedsprofessionelle under uddannelse:
Der er sket store fremskridt, men der er fortsat lang vej at gå i re-humaniseringen af lægevidenskaben
Jon Kabat-Zinn
NB: Der indgår affiliate links på denne side.